Det var ikke alle, der var lige begejstrede for, at Reiley lørdag kunne løfte trofæet som vinder af dansk Melodi Grand Prix.

Ikke fordi de ikke brød sig om sangen. Men fordi den færøskfødte sanger valgte at svare på engelsk, når han under showet fik stillet spørgsmål på dansk.

»Det er bare slet ikke okay at have en vinder af dansk Melodi Grand Prix, der ikke kan snakke dansk,« lød en af de mange kritiske kommentarer i B.T.s liveblog fra aftenen.

»Spørg ham, om han ikke har haft dansk i skolen,« spurgte en anden læser spydigt.

Rani 'Reiley' Petersen kan godt forstå, hvis nogen syntes, det var mærkeligt.

»Men jeg gjorde mit bedste. Jeg gør altid mit bedste, men der er også begrænsninger,« fortæller han til B.T. dagen derpå – på flydende dansk med svag accent.

Grandprix-vinderen kan nemlig sagtens forstå dansk og taler også sproget. Men når sætningerne bliver for kringlede, eller det er vigtigt, at budskabet kommer klart frem, slår han over i engelsk for at være sikker på at formulere sig korrekt, fortæller han.

»Jeg er bare ikke så vant til at tale dansk. Så når det kommer til specifikke spørgsmål, som er lidt mere komplekse, så stopper jeg nogle gange lidt op, fordi jeg ikke tænker helt så hurtigt på dansk,« siger han.

»Jeg vil hellere få showet til at fortsætte end at skabe pauser, når jeg svarer, for det ville være akavet.«

Rani 'Reiley' Petersen har, via sin TikTok-profil, en gigantisk international fanbase i især Asien og er tilknyttet et amerikansk pladeselskab.

Men han drømmer om at få en større musikalsk tilknytning til Danmark, hvilket også var årsagen til, at han stillede op i grandprixet.

»De er gode til at udgive musik i Amerika, men de er ikke altid så gode til at få det ud herhjemme, og det giver jo god mening. Men Melodi Grand Prix er en mulighed for at komme ud herhjemme,« siger han.

»Jeg elsker Danmark. Jeg føler mig hjemme i Danmark. Her er meget trygt, også socialt. Det kan jeg godt lide.«