Med fem optrædener på ti år er Nik og Jay de mest rutinerede på Grøn Koncert af årets kunstnere.  

De to Værløse-drenge var første gang rundt med Grøn Koncert-karavanen i 2004, og i år er det så femte gang, at de står på scenen i otte af Danmarks største byer. Rollen som de rutinerede er dog ikke noget, Nik og Jay har noget imod.

- På pressebilledet står vi lidt ude til siden, og så er vi lidt de garvede, så det er ok. Vi har aldrig nogensinde spillet op eller ned til folk. Så vi spiller igen med glæde over for dem der 4 år, og dem der er over 84, siger Niklas 'Nik' Petersen. 

Nik og Jay skal spille som de sidste på årets grønne koncerter, og derfor har de også en opfordring til de andre kunstnere, der spiller før dem.

- De kan godt lige vente med at skride alle sammen, til vi er færdige med at spille, så vi lige kan snakke lidt sammen efter, siger Nik med et smil.

- Så skal vi nok love at komme mere end ti minutter før, vi selv spiller, tilføjer Jannik 'Jay' Thomsen.

Mads Langer og Lucas Graham er to af de helt nye kunstnere på Grøn Koncert, og de to 'boing boing-sangere' har da også gode råd med på vejen til dem, der er med for første gang.

- Man skal altid lære den gode Jacob Haugaard, der er konferencier, at kende. Jeg har ladet mig høre fra andre, at han altid er den, folk er gladest for. Ham skal du være på god fod med og lige lære at kontrollere. Han er en farverig fætter, siger Jannik 'Jay' Thomsen.

Derimod mener Nik, at det er de mange frivillige på Grøn Koncert, man som ny kunstner skal være opmærksomme på. 

- Når man kommer ind fra venstre, skal man lige lære hele det der foretagende med 'grøn crew', der går rundt med underlige trækvogne og stripper nede foran scenen, mens man laver lydprøver. Det er sådan en sjov ting, man lige skal finde ud af, hvordan fungerer, siger Niklas 'Nik' Petersen.

Udover Nik og Jay, spiller Medina, Magtens Korridorer, Carpark North, Kato, Mads Langer, Wafande, Shaka Loveles, Klumben og Raske Penge samt Lucas Graham. 

Grøn Koncert løber af stablen fra den 18. til den 28. juli og starter i Kolding og slutter i Valby.