Hele Danmark er med ét på efternavn med ham. Følger ham i tykt og tyndt. Og nu har han også fået sin første hyldestsang. Jonas Vingegaard.

»For fanden, det er noget særligt. Det er forrygende det her. Man bliver helt stolt og lige pludselig elsker jeg sport,« lyder det fra sangens bagmand. Jacob Haugaard.

At den populære sanger og komiker er fan af den danske cykelrytter, lægger Jacob Haugaard ikke skjul på.

Men ideen til sangen – som du kan høre i videoen herover – var dog ikke hans egen.

Derimod var det en af Haugaards egne fans, der foreslog, at han skrev en ny tekst til sit gamle hit. Nummeret ‘Ingeborg’ fra 1994, som var en hyldest til konen.

»Der startede han et stenskred oppe i min hjerne, for jeg er sådan indrettet, at så kører jeg bare løs. Selvom jeg godt kan mærke, at jeg ikke er 69 mere,« griner Jacob Haugaard, som for nylig fyldte 70.

Dermed blev ‘Ingeborg’ til ‘Vingegaard’.

‘Du cykler så guderne synger, og du har stramme lår’, som Jacob Haugaard synger.

Selvom han ikke er sådan en, der i timevis sidder og følger dramaet i Tour de France på tv, følger han med i Jonas Vingegaards resultater og er i det hele taget vild med den 25-årige cykelrytter.

'Du cykler, så guderne synger', synger Jacob Haugaard i sin hyldest til Jonas Vingegaard.
'Du cykler, så guderne synger', synger Jacob Haugaard i sin hyldest til Jonas Vingegaard. Foto: YOAN VALAT
Vis mere

»For han repræsenterer den almindelige dansker, som er interesseret i sport, når vi vinder. Og lige nu har han sat æren op på den store klinge.«

»Lige så stille og afdæmpet blev han sidste år nummer to i verdens største cykelløb. Det er rigtig blæret og rigtig dansk og dét, som vi så kan lide ved ham. Han er den nye Preben Elkjær. Helt nede på jorden,« siger Jacob Haugaard om den nye cykelhelt.

Som altså i den grad har fortjent en hyldestsang.

»Jeg kan blive helt rørstrømsk ved tanken om, at vi målt på befolkning ikke er større end Hamburg med forstæder, og alligevel markerer vi os konstant.«

»Og det her er, hvad der kommer ud af filetfabrikken i Glyngøre og godt med knofedt. Så kører det bare,« griner Jacob Haugaard, som om få dage atter står på scenen som konferencier til årets grønne koncerter. Og måske selv giver et nummer.