Københavns Politi har igen natten til onsdag haft masser at se til.

Uroen i København ser således ud til at have ingen ende. For fjerde nat i træk har betjente været nødsaget til at trække i arbejdstøjet for at slukke brande, der er antændt i forbindelse med de seneste dages voldsomme uroligheder i hovedstaden.

Uroligheder, som begyndte og eskalerede i voldsom grad, da den kontroversielle og racismedømte partileder Rasmus Paludan demonstrerede på Blågårds Plads på Nørrbro søndag.

Hele seks brande, som kan knyttes til de seneste dages uro, har København Politi været ude til tirsdag aften og natten til onsdag.

Fire af brandene dejede sig om ildpåsættelse af containere på henholdsvis Nørrebro, i Nordvest, i Tingbjerg og på Amager.

I de øvrige to tilfælde var der tale om ild i to skraldespande i Tingbjerg samt ild i to biler på Nørrebro.

Derudover har politiet forhindret en afbrænding ved Svenskerlejren i Brønshøj, hvor ukendte gerningsmænd havde klargjort containere med brandbare væsker.

»Gerningsmændene var simpelthen forsvundet fra stedet, så det var ikke muligt for vores betjente at få fat i dem,« lyder det fra pressemedarbejderen hos Københavns Politi.

I alt er 11 personer i løbet af natten blevet frihedsberøvet efter Politilovens §5, som lyder, at betjente må tilbageholde personer for at afværge fare.

De 11 personer blev frihedsberøvet i området omkring Sigynsgade på Nørrebro, hvor der kort efter midnat var optræk til uorden ved affyring af fyrværkeri og kanonslag.

Københavns Politi skriver i en pressemeddelelse, at de vil fortsætte deres store tilstedeværelse for at sikre roen i byen.

'I forlængelse af de seneste dages uro har Københavns Politi fortsat en stor tilstedeværelse for at sikre ro og orden. Samtidig er der stort fokus på det forebyggende og det efterforskningsmæssige arbejde. Betjente vil være synlige i gadebilledet, og vi vil gerne opfordre alle bekymrede borgere til at komme og tage en snak med os,' lyder det fra politiet.

En 19-årig mand blev onsdag morgen varetægtsfængslet for tirsdag at have skudt op i luften samt efterladt en granat på jorden på Blågårds Plads.

Rasmus Paludan og hans parti skulle selvsamme dag have gennemført endnu en demonstrationen på pladsen, hvor den 19-årige mand angiveligt skulle have skrevet 'Død over Paludan' ved siden af granaten.

Manden nægtede sig skyldig under grundlovsforhøret, der fandt sted onsdag morgen.

Af hensyn til politiets videre efterforskning valgte dommeren at lukke dørene til grundlovsforhøret