Først holdt han en 14-årig pige fanget i 18 timer i sin lejlighed og voldtog hende tre gange.

Og få dage senere forsøgte han at true hende til tavshed i forhold til politiet.

»Ellers dræber jeg din hest og kommer med mine 72 fætre og smadrer dig og din familie.«

Sådan lyder en del af anklagepunkterne mod en 33-årig mand, der torsdag formiddag stilles for et nævningeting ved Retten i Lyngby.

Han ventes at nægte sig skyldig.

Ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, mener anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi, at den nu 33-årige mand i juni og juli sidste år forbrød sig mod fire forurettede kvinder.

To af dem – heriblandt den kun 14-årige pige – blev voldtaget, mens de to andre ifølge tiltalen blev udsat for vold, trusler, frihedsberøvelse, hærværk og røveri.

Den 14-årige pige blev ifølge anklageskriftet imod sin vilje holdt fanget i mandens lille lejlighed i Lyngby fra klokken 03 om natten til klokken 21.

Tre gange blev hun voldtaget, efter at den 33-årige ifølge tiltalen blandt andet satte en kniv op til hendes hals, tog kraftige og langvarige halsgreb på hende og gav hende lussinger.

I de følgende dage truede han hende efter politiets opfattelse ved to forskellige lejligheder med at ville dræbe hendes hest.

Den ene gang understregede han ifølge tiltalen sin trussel ved at holde en kniv frem mod hende, mens han næste gang satte trumf på ved blandt andet også at sige, at han kendte hendes adresse og ville komme med sine 72 fætre og smadre hende og hendes familie.

I den forbindelse lavede han ifølge anklageskriftet pistoltegn med hænderne, ligesom han med sine hænder foregav, at han ville skære halsen over på hende.

Også en af de andre kvinder blev ifølge tiltalen mod sin vilje holdt frihedsberøvet i hans lejlighed i tre timer midt om natten, mens hun blev udsat for forskellige former for vold.

Den 33-årige truede hende ifølge anklageskriftet med, at hun kun måtte få lov til at gå, hvis han »måtte kneppe hende«, eller hvis hun gik nøgen ud ad døren.

Få dage senere blev han anholdt og har siddet varetægtsfængslet siden.