23-årige Nanna Skovmand og hendes kæreste Mads Schøllhammer på 25 år blev overfaldet juleaften på åben gade i København. Næsten to uger efter overfaldet er Nanna Skovmand fortsat plaget af sine skader.

»Panden er stadig ramt, og jeg går med plaster på læben. Desuden mangler jeg stadig en tand, men på torsdag skal jeg have en midlertidig protese,« fortæller Nanna Skovmand, der dog er tilfreds med helingen på hendes sår.

Selvom hun for et par dage siden stoppede med at tage smertestillende piller, er hun fortsat sygemeldt. Hun har nemlig stadig ikke bearbejdet overfaldet endnu.

»Lige nu undgår jeg bare at tænke på det. Jeg ved ikke, om der kommer en reaktion, eller om den kommer i morgen, om en måned eller om et år. Så jeg kan ikke benægte, at der ligger noget og gemmer sig,« siger hun.

Nanna Skovmand kigger ofte på stedet, hvor hun og kæresten blev overfaldet af tre til fire drenge med cykellåse den 24. december. Overfaldsstedet var nemlig lige ude foran deres hoveddør på Vesterbro.

»Selvom min kæreste allerede er tilbage på arbejdet, er jeg ikke på samme stadie endnu. Jeg har stadig ikke været ude om aftenen på egen hånd. Lige nu prøver jeg bare at undgå det,« siger Nanna Skovmand.

Politiet leder stadig på højtryk efter de personer, der overfaldt Nanna Skovmand og Mads Schøllhammer. Parret var mandag i kontakt med politiet, men de fik af vide, at der endnu ikke var noget nyt i sagen.

Hvad mener du om sagen? Husk nu den gode debattone!