Tiden går langsomt, mens grusomme detaljer om overgreb mod børn bliver beskrevet i Retten i Odense tirsdag morgen.

En 59-årig mand, der er tiltalt for mere end 170 forhold, som alle drejer sig om overgreb mod børn og unge under 18 år, smiler og fniser flere gange, mens anklageskriftet bliver læst op.

Manden nægter sig skyldig i alle forhold, på nær tiltalen om at han har været i besiddelse af børnepornografisk materiale.

Ifølge politiet er manden dog skyldig i langt mere end det.

Det står klart ud fra sagens anklageskrift, der er intet mindre end 22 sider langt og rummer gruopvækkende detaljer om overgreb mod børn helt ned til fire år.

»Der bliver lidt at læse op, så hvis stemmen knækker over, må I bære over med mig,« starter anklageren med at sige, inden han tager papiret i hænderne.

Det tager mere end en time at læse op. Få minutter senere forlader den tiltalte mand og hans forsvarer kort retslokalet og taler sammen.

På vejen ud maler der sig igen et stort smil over den tiltaltes ansigt. Tirsdag formiddag skal han for første gang afgive forklaring i sagen.

En sag, der startede, da den 59-årige for første gang blev anholdt i 2020 efter en mistanke om netop besiddelse af børnepornografi. Siden opdagede politiet, at der var tale om en langt mere alvorlig sag.

Manden har angivelig lokket primært danske børn og teenagere til at gøre intime og grænseoverskridende ting foran et kamera gennem forskellige chatfora.

Ifølge politiet optog han dem og gemte videoerne, og i flere tilfælde skulle manden også have brugt videomaterialet til at true ofrene til at udføre endnu flere kompromitterende ting.

Foruden forholdene om overgreb, blufærdighedskrænkelser og besiddelse af børnepornografisk materiale er manden tiltalt for fra 2013 til 2020 at have delt over 300 billeder og over 10.000 filmsekvenser med overgreb på børn med andre brugere på et netværk.

Der er sat ti dage af til sagen, hvor seks dage alene er afsat til mandens forklaring.

B.T. følger sagen.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.