En stigning på knap 30 procent.

Det har der det seneste år været, når man ser på, hvor mange der har anmeldt en hadforbrydelse, som relaterer sig til LGBTI+-miljøet.

I 2020 blev der anmeldt 79 sager, mens der i 2021 blev anmeldt 102 sager.

Det svarer til en stigning på 29 procent, fremgår det af Rigspolitiets Hadforbrydelsesrapport for 2021.

I den oplyses det, at det samlede antal registrerede anmeldelser af hadforbrydelser er faldet med 18 procent fra 2020 til 2021.

Men for hadforbrydelser, som relaterer sig til LGBTI+, forholder det sig omvendt.

I en pressemeddelelse fortæller centerchef i Rigspolitiet Camilla Laursen, at det er noget, man er særlig opmærksom på.

Det vides dog ikke, hvorfor det forholder sig sådan. Til TV 2 Kosmopol fortæller Susanne Branner Jespersen, der er sekretariatschef i LGBT+ Danmark, at hun ikke vurderer, at det nødvendigvis betyder, at der bliver begået flere hadforbrydelser mod gruppen.

Det kan også skyldes, at der er kommet øget opmærksomhed på at anmelde det, hvis man bliver udsat for en hadforbrydelse, forklarer hun.

Men det er – forklarer hun – svært at sige noget med sikkerhed om det, da der også er et massivt mørketal:

»Mørketallet på det her område har været enormt, og derfor har jeg ikke nogen klar fornemmelse af baggrunden for stigningen. Men vi har et godt samarbejde med politiet, og det har uden tvivl været med til klæde dem bedre på, så det er blevet mere trygt at henvende sig til dem,« siger Susanne Branner Jespersen til TV 2 Kosmopol.