En mystisk sag om smugling og tvang udspillede sig torsdag i Københavns Lufthavn.

Her skulle en 47-årig spansk mand have forsøgt at indsmugle intet mindre end 65 kugler med et ukendt stof, han havde slugt, fra Amsterdam til København.

Ifølge anklageren havde toldvæsenet fået et tip med en mistanke til den anholdte.

Derfor blev den nu anholdte spanier trukket til side, da flyet landede.

Efter en kort afhøring erkendte han at have slugt kuglerne med et stof, som han mente var narkotika. Præcis hvilket indhold det var, vidste han dog ikke.

Han forklarede videre, at han var blevet tvunget til at sluge kuglerne, da hans familie ellers ville blive dræbt.

Derfor tog den 47-årige mand fra Spanien til en lejlighed i Amsterdam, hvor han slugte kuglerne.

Han kunne dog ikke sluge mere end 65 kugler og fik at vide, at han vil blive kontaktet, når han kom til København.

Efterfølgende er den anholdte kommet på hospitalet, så politiet kan finde ud af, hvilket stof kuglerne indeholder.

Den 47-årige spanier er fredag varetægtsfængslet i ti dage.