En mand blev søndag formiddag anholdt i Københavns Lufthavn i Kastrup for smugling af narkotika.

En 39-årig mand af afrikansk afstamning blev tirsdag formiddag fremstillet i dommervagten ved Københavns Byret sigtet for at have indsmuglet ikke under 700 gram heroin med henblik på videreoverdragelse til Sverige.

Heroinen havde manden fordelt i 70 poser, der alle lå i hans mavesæk.

Manden blev anholdt kort før klokken 10.00 søndag ved Toldslusen i Terminal 3 i Københavns Lufthavn og kom ifølge politiet fra Holland.

Den 39-årige mand blev i første omgang fremstillet in absentia mandag, fordi han på daværende tidspunkt var indlagt på Hvidovre Hospital.

Her blev han varetægtsfængslet i 24 dage, men skulle genfremstilles inden for 24 timer.

Det blev han således tirsdag formiddag, hvor det ligesom om mandagen foregik for lukkede døre.

Her valgte manden at erkende sig skyldig og blev varetægtsfængslet i 27 dage.