En ung kvinde blev natten til 31. oktober skubbet omkuld i entreen til hendes lejlighed på Nørrebro.

Hun var ved at lukke sig selv ind, da overfaldsmanden kastede sig over hende og rev hendes bluse i stykker, kyssede hende på brystet og maven og slog hende i ansigtet.

Det lykkedes imidlertid kvinden at flygte ned til underboen og slå alarm, da gerningsmanden undervejs gik ud i hendes køkken og begyndte at tage sine bukser af.

Sådan lyder forklaringen fra offeret i en af de mange sager om blufærdighedskrænkelse, som har ramt København den seneste tid.

Kvindens beretning kom frem under grundlovsforhøret af en 43-årig mand, der søndag blev anholdt og sigtet for fire forhold af blufærdighedskrænkelse – herunder føromtalte overfald på kvinden – og et forsøg på voldtægt.

Manden nægter sig skyldig i samtlige forhold og forklarede i retten mandag, at han havde opholdt sig alene i sin lejlighed på de tidspunkter, hvor de fire blufærdighedskrænkelser, han er sigtet for, fandt sted. Politiet mener dog at kunne identificere den sigtede på overvågningsvideoer fra overgrebene, og dommeren valgte at varetægtsfængsle manden i ti dage.

Ifølge kendelsen fandt dommeren ved grundlovsforhøret mandag ikke begrundet mistanke om, at den 43-årige stod bag voldtægtsforsøget, han også er sigtet for.

Udover den 43-årige anholdt politiet lørdag også en rumænsk mand, som i weekenden også blev varetægtsfængslet i ti dage; i øjeblikket sigtet for to tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

Toppen af isbjerget

Men sagerne mod de to mænd kan vise sig kun at være toppen af isbjerget. Fredag udsendte Københavns Politi en formaning til byens unge kvinder om ikke at gå alene hjem i nattetimerne efter en række anmeldelser om blufærdighedskrænkelser og voldtægtsforsøg med flere fællestræk.

Med politiets advarsel fulgte en beskrivelse af en formodet gerningsmand, og det har ført til ikke færre end 120 henvendelser, fortæller efterforskningsleder Jens Møller Jensen.

»Nu skal vi se, om nogle af de henvendelser kan knyttes til forhold, vi kan mistænke de her to for, eller om der er tale om forhold, som andre skal stå til regnskab for,« siger Jens Møller Jensen.

Han lægger ikke skjul på, at han er overrasket over det store antal henvendelser, og efterforskningslederen har sin egen teori.

»Jeg tror, at der er flere end de her to, der står bag sagerne i de her henvendelser. Men om det er en tendens og udtryk for en stigning, eller om det er en tilfældighed, at der er så mange nu, det er for tidligt at sige noget om,« siger han.

Efterforskningslederen understreger dog, at politiet ikke forventer, at samtlige af de 120 henvendelser fører til anmeldelser.

»Nogle af dem kommer fra kvinder, som har været udsat for mindre overgreb, som kvinderne selv mener, er under bagatelgrænsen, men, som de har ment, måske kan hjælpe os,« siger Jens Møller Jensen og forklarer, at politiet lige nu arbejder på højtryk for at sikre optagelser fra videoovervågning og for at få afhørt samtlige af de kvinder, som har henvendt sig i løbet af weekenden.

»Nu har vi en varetægtsfængslet 43-årig mand og en rumænsk mand, der blev fængslet i lørdags, begge to i 10 dage, så forhåbentlig får vi ro til at kigge på sagen og gennemgå de mange henvendelser minutiøst,« siger Jens Møller Jensen.

Men ifølge efterforskningslederen gælder formaningen til byens unge kvinder om at være på vagt dog stadig:

»Jeg kan ikke give sikkerhed for, at der ikke er flere derude end dem, vi har anholdt nu.«