Han er iført en sort trøje, og klokken 9.45 mandag formiddag går hans liv også i sort.

Ved Retten i Holbæk blev en 56-årig mand fra Nordvestsjælland kendt skyldig i voldtægter mod tre forskellige kvinder.

Heriblandt sin egen kone, som han ifølge nævningetinget igen og igen havde voldtaget, mens hun sov og dermed var ude af stand til at sige fra.

I enkelte tilfælde havde han også bedøvet hende med et sovemiddel, så hun mistede bevidstheden.

Overgrebene havde ifølge tiltalen stået på i en periode på syv år – i nogle perioder ugentligt. Parret er efterfølgende blevet skilt.

Nævningetinget fandt det bevist, at manden i årevis gennem deres ægteskab havde stukket enten sine fingre, hånd eller penis op i sin sovende hustru, indtil hun vågnede og afbrød samlejet. Typisk gik hun så ud af sengen og ind til børnene.

Bagefter undskyldte manden typisk, men overgrebene fortsatte alligevel gennem deres ægteskab. Og i enkelte tilfælde benyttede manden ifølge retten også et sovemiddel til ligefrem at bedøve konen, inden hun blev voldtaget.

Ifølge anklageskriftet foregik bedøvelsen ved, at han hældte sovemedicin i hendes drikkevarer inden sengetid, så hun mistede bevidstheden.

Under sagen har anklageren dokumenteret, hvordan den 56-årige i flere tilfælde har forsøgt at skaffe sig sovemidlet Zolpidem, selv om han efter rettens opfattelse ikke har givet nogen god forklaring på, hvorfor han var så ivrig efter at skaffe det.

»På væsentlige punkter er tiltaltes forklaring usammenhængende og utroværdig,« lød det fra retsformanden ved afsigelsen af skyldkendelsen.

Den 56-årige mand var tiltalt for at have voldtaget sin daværende kone i perioden fra 2013 til 2021.

Desuden blev han kendt skyldig i at have voldtaget to andre kvinder analt, efter at samværet med konen var ophørt.

Også disse kvinder var han tiltalt for at have bedøvet ved at blande sovemedicin i deres vin og drinks, men bedøvelsen fandt nævningetinget ikke bevist med tilstrækkelig sikkerhed til at dømme for det.

Men retten tøvede ikke med at kende manden skyldig i voldtægt ved analt samleje i forhold til begge kvinder, som ikke havde haft mulighed for at sige fra, da de lå og sov, mens manden begyndte at forgribe sig på dem.

Kvindernes forklaringer for nævningetinget er sket bag lukkede døre ved Retten i Holbæk og forbliver derfor ukendte i detaljer.

Men ifølge anklageskriftet vågnede den første kvinde kortvarigt ved, at den nu tiltalte havde sat en vibrator mod hendes kønsdele uden på hendes trusser, hvorefter hun igen mistede bevidstheden.

Og i det andet tilfælde vågnede hun igen kortvarigt, mens manden uden hendes samtykke havde analt samleje med hende samtidig med, at han holdt hende fast, selv om hun forsøgte at skubbe ham væk.

Også den tredje kvinde, der er omtalt i anklageskriftet, nåede at vågne kortvarigt.

Pludselig fandt hun sig selv liggende helt afklædt, mens den midaldrende mand havde samleje med hende uden hendes samtykke, inden hun igen døsede hen. Næste morgen kunne hun ifølge anklageskriftet konstatere, at hun også var blevet udsat for anal voldtægt i løbet af natten.

Manden har under hele sagen nægtet sig skyldig, men har siddet varetægtsfængslet siden forholdene blev anmeldt til Midt- og Vestsjællands Politi for godt et år siden.

Nævningetinget ved Retten i Holbæk vil nu gå i gang med at tage stilling til, hvad straffen skal være for den 56-årige mand.