Det som politiet betegner som en 'hensynsløs' 20-årig bilist er blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde mandag.

Han er blevet sigtet for fareforvoldelse efter at have kørt så hasarderet, at det førte til et alvorligt uheld ved Vemmedrup i Køge søndag aften, fortæller Midt- og Vestsjællands Politi på twitter. Forud udspillede sig et uhyggeligt drama.

De skræmmende øjeblikke skete, da den 20-årige ifølge sigtelsen kørte hasarderet i en lille blålilla personbil på Vestmotorvejen. Inden ulykken tikkede det ind med anmeldelser til politiet om en blålilla bil, der igen og igen overhalede inden om, beretter sn.dk

Overhalinger, som tvang andre bilister ud i hårde opbremsninger og 'farlige situationer'.

Det var set i bakspejlet en nedtælling til noget, der var dømt til at gå galt.

Kort før klokken 19.40 valgte føreren af den blålilla bil at overhale indenom i nødsporet.

Da bilen trak tilbage fra nødsporet i første vognbane, bragede den blålilla bil ind i en anden personbil med en hestetrailer med en hest indeni.

Den blålilla bil ramte først bageste del af hestetraileren, inden den blålilla bil ramte en anden bil, der kørte bagved.

Sammenstødet med den bagvedkørende bil slog dele af bilen løs, som derefter ramte et fjerde køretøj.

Sammenstødet betød, at hestetrailer og alle tre biler røg i grøften.

Føreren og passagererne i den blålilla bil stak af fra stedet efter ulykken, men det lykkedes altså ifølge sigtelsen at finde frem til den 20-årige bilist senere på aftenen.

Ingen personer eller hest kom alvorligt til skade ved uheldet.