Politiet har fået nok.

De er trætte af unge knallertbøller, som kører alt for stærkt og hasardet på gangstier. De kører så stærkt, at det ringer for ørerne.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse efter, at de har fået et stigende antal henvendelser fra borgere, der er utrygge over den alt for 'friske' knallertkørsel.

Derfor planlægger politiet nu indsatser med fokus på utryghedsskabende knallertkørsel.

Busskur og knallert nær Ulse på Sydsjælland, mandag den 30. juli 2018.
Busskur og knallert nær Ulse på Sydsjælland, mandag den 30. juli 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Vi ser med stor alvor på, at så mange føler sig udsatte i forhold til knallertkørere,« siger lederen af færdselsafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, vicepolitiinspektør Knud Reinholdt.

Bare alene i år har Syd- og Sønderjyllands Politi modtaget 700 anmeldelser om knallertkørsel, der skaber utryghed i nærområderne. Tallene lød på omkring 900 henvendelser i 2019 og i 2020.

Ifølge vicepolitiinspektør Knud Reinholdt er der desværre alt for mange sager med hasarderet knallertkørsel med tunede knallerter, og han peger på, at særligt de pågældende forældre har et stort medansvar.

»Forældrene må nødvendigvis lave helt klare aftaler med de unge, når de får lov at få en knallert. Der skal være forsikring på, at hjelmen skal bruges, der må ikke være ændringer på den godkendte knallert, og hvis de bliver stoppet af politiet, så standser de selvfølgelig,« siger han.

Politibil ved Københavns Byret, mandag den 4. marts 2019.
Politibil ved Københavns Byret, mandag den 4. marts 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Knud Reinholdt fortsætter med at opfordre, at det er forældrene, der skal sørge for at give deres teenagere de rigtige værdier. Derudover skal de følge op og følge med i, om deres egne børn følger færdselsreglerne.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil fortsat lave særlige indsatser mod knallerter og scootere i fremtiden.