Brødrene Robin Dahlén og Christian Karlsson kræver syv millioner kroner af den svenske stat.

Kravet, der er sendt til den svenske rigsadvokat, er erstatning for, at de to brødre i 1998 blev udpeget som ansvarlige for en kun fireårig drengs død. Det skriver Sveriges Radio.

Den 6. august i 1998 døde den lille Kevin Hjalmarsson i byen Arvika i Värmland.

Kort efter blev brødrene Robin og Christian Dahlén, der dengang var henholdsvis fem og syv år, anholdt og mistænkt for at have myrdet den fireårige dreng.

Arvika 4-årige Kevin Hjalmarsson sexm%9Ardad i Arvika. Polisen vid mordplatsen med den lastpall man fann Kevin på.
Arvika 4-årige Kevin Hjalmarsson sexm%9Ardad i Arvika. Polisen vid mordplatsen med den lastpall man fann Kevin på. Foto: STEFAN HYTTFORS
Vis mere

Kevin Hjalmarsson blev meldt savnet 6. august i 1998. Men efter få timer fandt hans morfar ham død på en palle nær boligområdet Dottevik.

Politiets efterforskning fokuserede hurtigt på de to brødre Robin Dahlén og Christian Karlsson, der tilstod drabet, og sagen blev afsluttet, selv om der ikke var tekniske beviser for deres skyld.

På grund af deres alder blev de to drenge ikke dømt, men i stedet overført til børne- og ungdomspsykiatrien.

Men 19 år senere, i 2017, besluttede den svenske anklagemyndighed at genåbne efterforskningen, og samtidig begyndte SVT at grave i sagen.

Det resulterede i dokumentarserien 'Sagen Kevin', der blandt andet afslørede:

  • At de to brødre blev afhørt 31 gange.
  • At politiet angiveligt pressede de to unge drenge under timelange forhør.
  • At brødrene blev lovet, at de måtte se deres mor, hvis de fortalte, hvad der var sket.
  • At politiet stillede dem ledende spørgsmål.

Som Robin Dahlén fortalte til SVT for tre år siden:

»Jeg har altid haft følelsen af, at det ikke er mig, som har gjort det. Helt siden jeg var fem år. Jeg har alligevel været igennem alle scenarier og tænkt: 'Tænk, hvis det var mig, eller tænk, hvis det ikke var mig, men at jeg var der'.«

Nu har brødrene rejst erstatningskravet, fordi de mener, at politiets udpegning af dem som skyldige i mord har berøvet dem en normal opvækst og et normalt liv.

Anledningen til, at sagen i 2017 blev genoptaget, var, at den svenske kriminolog, professor i politiefterforskning og forfatter Leif G. W. Persson i mediet Expressen pegede på en – efter hans mening – mere sandsynlig gerningsmand.

Nemlig en dengang 13-årig dreng, der, ni måneder efter at Kevin blev fundet dræbt, blev anholdt for voldtægt af en blot treårig dreng i samme område.