En 30-årig mand idømmes ubetinget fængsel i et år for en voldtægt begået i teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsens (EL) seng.

Det har en enig domsmandsret i Københavns Byret onsdag eftermiddag besluttet.

Manden var foruden voldtægt også tiltalt for blufærdighedskrænkelse ved at have taget på borgmesteren. Også det forhold er han blevet dømt for.

Retsformanden fortæller, at den forurettede befandt sig i en tilstand, hvor hun ikke kunne modsætte sig.

I tiltalens forhold to finder retten ikke, at tiltalte har berørt borgmesteren på brysterne. Han er derimod fundet skyldig i at have taget fat om hendes hofter.

Anklagemyndigheden gik efter fængsel i et år og tre måneder, mens mandens forsvarer, advokat Hannah Krog, mente, at hendes klient skulle frifindes.

Manden anker dommen til Østre Landsret.

I løbet af en forårslørdag i år havde den tiltalte, borgmesteren og en gruppe andre været til fodboldkamp, inden festen blev indledt i borgmesterens hjem.

De røg herefter videre på en bar, og fire af dem endte senere hjemme i borgmesterens seng.

Her lå de alle fire og talte, inden de faldt i søvn. Efter kort tid vågnede manden og havde lyst til sex. I løbet af aftenen havde han haft flere snakke med kvinden, og de havde også kysset.

Derfor var han overbevist om, at hun også havde lyst til ham, forklarede han på retssagens første dag.

Han indledte derfor samlejet, men stoppede, da kvinden vendte sig om på ryggen.

Mens han gjorde det, tog han også på borgmesteren. Derfor blev han også dømt for blufærdighedskrænkelse.

Byretten har desuden bestemt, at manden skal betale erstatning til de to kvinder. Voldtægtsofret får 30.000 kroner, mens borgmesteren får en erstatning på omkring 14.000 kroner.

Hverken Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, eller Ninna Hedeager Olsen ønsker at kommentere afgørelsen.