En mand, der har været fængslet to år, skal fortsæt fængsles. Han er frifundet for terror, men dømt for våben.

En 27-årig mand, der for en uge siden blev frifundet for terrorplaner, men dømt for at give penge til pistoler, skal fortsat sidde varetægtsfængslet.

Det har Østre Landsret afgjort, oplyser anklager Line Steffensen.

Københavns Byret ville ellers løslade manden, der har siddet fængslet i terrorsagen siden december 2019. Byretten sendte ham dog ikke på fri fod, men valgte at lade ham sidde fængslet indtil landsrettens afgørelse.

Og fra landsretten lyder det, at den 27-årige skal sidde fængslet, indtil byretten har afgjort, hvilken straf han skal have i terrorsagen, hvor han er dømt efter våbenparagraffen 192 a. Straffen ventes udmålt den 24. november.

Mandens forsvarer, Jane Ranum, krævede manden løsladt, efter at han den 4. november blev frifundet for terrorplaner og i stedet dømt for at give penge til våben, hvilket straffes mildere.

- Der har været fængslet i snart to år, og hvis man siger (en dom på, red.) tre år, er der et proportionalitetsproblem, sagde forsvareren efter skyldkendelsen.

Men der er ikke noget problem med proportionaliteten i foreløbigt at fængsle manden frem til, at straffen er udmålt, mener landsretten ifølge anklageren.

- De siger, at der ikke er noget problem på nuværende tidspunkt, siger Line Steffensen.

Anklageren kræver den 27-årige mand udvist af Danmark. Men det har ikke haft nogen betydning i forhold til, om manden fortsat skulle sidde varetægtsfængslet, fortæller anklageren.

Manden var tiltalt for forsøg på terror ved at have medvirket til køb af to pistoler, der skulle være brugt til at udøve terror, da han havde givet en 26-årig mand 7000 kroner.

Den 27-årige har siden nægtet sig skyldig og blev frifundet for forsøg på terror, men dømt efter paragraf 192 a, der handler om skydevåben, ved at give penge til skydevåben.

Det var den 26-årige, der købte pistolerne, og han er fundet skyldig i forsøg på terror og kan dermed forvente en længere straf end sin medtiltalte. Han sidder også fortsat varetægtsfængslet.

/ritzau/