En grå rullekuffert viste sig at være proppet med bundter af eurosedler, da tyske toldere i lufthavnen i München tog et nærmere kig på den.

Samlet repræsenterede de mange bundter med 20 og 50 euro-sedler en værdi på knap 3,4 millioner kroner.

De samlet 455.000 euro blev fundet ved kontrol af en 66-årig mand fra Ukraine, der tilsyneladende forsøgte at smugle dem ud af Tyskland, fortæller tyske Bild.

Den uanmeldte kontrol fandt sted for godt to måneder siden – 19. november – da den ukrainske mand ventede ved gaten i Terminal 2 på et Lufthansa-fly til Larnaca på Cypern.

En tolder besluttede at gennemføre et rutinecheck af manden, der i første omgang ikke så ud til at have overtrådt nogen bestemmelse om deklarering af værdier som kontanter eller guld.

Manden fortalte, at han kun var i besiddelse af omkring 300 euro. Dermed syntes han at have rigelig luft op til de 10.000 euro i kontanter, som han i situationen maksimalt måtte udføre fra Tyskland til et andet EU-land som Cypern.

Den årvågne tolder opdagede dog, at den ukrainske mand EFTER kontrollen pludselig modtog en håndbagagekuffert fra en anden mand, da han gik ombord på flyet.

Det udløste en ny kontrol af manden, hvis »nye« kuffert altså viste sig at gemme et stort antal pengebundter med samlet 455.000 euro – og nogle få stykker tøj.

De mange kontanter blev på stedet beslaglagt, og toldmyndighederne i München er stadig i gang med at undersøge sagen.

Talsmanden Christian Schüttenkopf siger til Bild:

»Vi tjekker nu, om det er hvidvaskning af penge, hvem der ejer pengene og hvor de kommer fra.«

Hvis man ikke ender med at finde en legal grund til, at den ukrainske mand var i besiddelse af de mange kontanter i lufthavnen, kan det meget vel ende med, at alle pengene bliver konfiskeret til fordel for den tyske statskasse.