Der udbrød tirsdag morgen brand i en frisørsalon i en bygning i det københavnske Nordvest-kvarter.

I den forbindelse blev flere beboere i lejlighederne i nærheden evakueret.

Det har vagtchefen hos Københavns Politi, Dyre Sønniksen, fortalt til TV 2 Lorry.

»Det drejer sig om cirka 50 personer, som skal evakueres nu,« forklarede han.

Beboeren over frisørsalonen var netop vågnet, da hun opdagede, at der kom røg op gennem gulvet ved radiatoren i hendes stue.
Beboeren over frisørsalonen var netop vågnet, da hun opdagede, at der kom røg op gennem gulvet ved radiatoren i hendes stue. Foto: Byrd / Bjørn Nielsen
Vis mere

Branden førte samtidig til, at der blev helt spærret på Tomsgårdsvej. Det oplyste Københavns Politi på Twitter klokken 06.22.

»Ild i bygning, Ringertoften 2,« lød det:

»Vi er fremme sammen med brandvæsnet, der er i gang med slukning,« oplyste politiet videre.

Kort efter klokken 07 oplyser Hovedstadens Beredskab på Twitter, at man nu har fået slukket branden:

»Vi forventer at være på stedet cirka 30 minutter endnu,« lyder det.

Københavns Politi oplyser i den forbindelse, at Tomsgårdsvej er blevet åbnet for trafik igen i retning mod Tuborgvej.

B.T. følger sagen.