En ældre kvinde er blevet fundet død i et vandløb i Ringsted.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Den 83-årige kvinde blev fredag morgen meldt savnet, efter at hun torsdag aften eller nat var forsvundet fra sin bopæl i Eksercerpladsen i Ringsted. Hun var sidst blevet tilset af hjemmeplejen omkring klokken 20.

Efter anmeldelsen sendte politiet flere patruljer til stedet, herunder hundepatruljer og en lederpatrulje. Politiet udsendte også en efterlysning på Twitter, ligesom Ringsted Taxa blev anmodet om at kigge efter den savnede kvinde.

Men omkring kl. 10 modtog politiet en anmeldelse fra en borger om, at vedkommende havde fundet en livløs kvinde i et vandløb ved Felten, som ligger ca. 200 meter fra den savnedes bopæl.

Kort efter kunne politiet så bekræfte, at der er tale om den savnede kvinde. Hun blev kørt på Køge Sygehus, hvor hun blev erklæret død.

Politiet mener ikke, at der er tale om en forbrydelse, men der vil i den kommende uge blive afholdt ligsyn for at fastslå dødsårsagen.

De pårørende er underrettet om dødsfaldet.