For en ekspedient i en spillehal på Jydeholmen i Vanløse, blev natten en noget dramatisk affære.

Alt virkede ellers som det plejede, da en mand sad og spillede ved en af spilleautomaterne natten til mandag. Men så foretog kunden en uventet handling.

-  Pludselig springer han om bag disken og truer ekspedienten med et skydevåben. Ekspedienten bliver derefter bundet og skubbet om i baglokalet, fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, John Dyrberg.

Kort efter får den første røver selskab af en anden, og i fællesskab begynder de at brække spilleautomaterne op. Da de er færdige forsvinder de i et køretøj.

Politiet finder senere på natten det formodede køretøj, og man finder ligeledes en af de formodede gerningsmænd. Manden, der er 26 år og fra København, er nu anholdt. Den anden formodede gerningsmand leder politiet fortsat efter.

Københavns Politi har endnu ingen oplysninger om, hvor mange penge røverne stjal fra spilleautomaterne.

Ekspedienten i spillehallen slap dog uden skader.