De seks sigtede i sagen om den 55-årige mand, der natten til onsdag blev dræbt med et fældet træ, har gået på skole sammen.

Det drejer sig om en teknisk skole, hvor man blandt mange andre færdigheder kan lære at bruge en motorsav. 

Det kan B.T. nu afsløre.

De seks unge mænd, der alle er i starten af 20erne, bliver lige nu fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved, hvor de alle er sigtet for drab og fareforvoldelse. De nægter sig alle skyldige.

Da der er nedlagt navneforbud på de sigtede, er det ikke muligt for B.T. at nævne skolens navn, men vi har set skriftlig dokumentation på, at de seks sigtede har gået på samme årgang på samme skole. 

Ved du noget om sagen? Kontakt B.T. på frwl@bt.dk

Mere konkret er de i sagens første forhold sigtet for at have bragt andres liv i fare ved 12. marts i forening at have fældet et træ, der væltede ned over vejbanen tæt ved Slagstrupvej syd for Havrebjerg.

I sagens andet forhold er de seks unge mænd i forening sigtet for at have dræbt en 55-årig efterskolelærer, efter de omkring 00.15 onsdag 13. marts på Parnasvej i Sorø fældede et stort træ, der væltede ned på kørebanen.

Af hensyn til sagens tidlige stadie og mulige medgerningsmænd, der kan være på fri fod, har retsformanden valgt at lukke dørene til grundlovsforhøret. 

Det er derfor uvist, om de sigtede vil udtale sig under retsmødet, ligesom politiets foreløbige efterforskning heller ikke bliver tilgængelig for offentligheden. 

B.T. kunne onsdag fortælle, hvordan politiet allerede i efteråret fik flere anmeldelser om lignende tilfælde af fældede træer ved veje i det midt- og vestsjællandske.