Onsdag morgen modtog en forstander på en dansk efterskole et af de opkald, han aldrig havde forventet at modtage.

Og samtidig et af de opkald, han aldrig vil glemme.

»Jeg blev ringet op og fortalt, at en af vores lærere var død i en ulykke. Derefter samlede vi eleverne, fortalte dem det og prøvede at bearbejde det med dem så godt som muligt,« fortæller forstanderen til B.T.

»Vi kommer til at savne ham meget. Han var en god lærer med godt humør og altid hjælpsom. Så det er et stort chok det her,« siger han.

Læreren er den 55-årige mand, der natten til onsdag blev dræbt, da et fældet træ væltede ned over hans bil i Sorø.

Siden har politiet oplyst, at man har anholdt fire personer i sagen og sigtet dem for drab.

Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.

Onsdag morgen fik eleverne på efterskolen besked om dødsulykken. Senere på dagen samlede forstanderen igen eleverne og sang et par sange til minde om læreren.

En af dem var Jens Rosendals 'Du kom med alt det der var dig'.

I løbet af eftermiddagen havde efterskolen også besøg af både en præst og krisepsykolog.

Og så fik eleverne en sidste besked fra forstanderen.

»Vi har givet eleverne fri i dag. Så kan de selv vurdere, om de vil tage hjem eller være på skolen uden undervisning,« siger han.

B.T. kunne onsdag fortælle, hvordan politiet allerede i efteråret fik flere anmeldelser om lignende tilfælde af fældede træer ved veje i det midt- og vestsjællandske.

En af dem er 50-årige Jan Eskehøj Jessen, der en oktoberaften i 2023 var ved at putte sine børn, da han pludselig hørte lyden af en motorsav tæt på sit hus.

Da han kort efter hørte lyden af et træ, der faldt mod jorden, løb han hen til vinduet og lyste ud med sin telefon. Der nåede han at se en bil uden lygter, der racede væk.

Politiet bekræftede onsdag aften, at de havde modtaget anmeldelser tilbage i efteråret. 

B.T. oplyser af hensyn til de pårørende hverken efterskolens, forstanderens eller lærerens navn.