Liselotte Rasmussen sov roligt i sin seng i Esbjerg den nat for fire år siden. Hvad hun ikke anede, var, at to mænd på samme tidspunkt via et stillads kravlede ind i en lejlighed på Frederiksberg og skød hendes blot 19-årige søn og to af hans venner i hovedet.
Et helt døgn skulle der gå, før politiet klokken 1.30 den efterfølgende nat bankede på Liselottes dør.
Liselotte troede, at et af hendes børn havde glemt en nøgle, så hun sendte sin kæreste ud for at åbne.
»Der gik lang tid, og jeg kunne ikke høre, hvad der blev sagt. Til sidst gik jeg ud og så, at der stod to unge betjente i gangen. Da de satte sig ned i sofaen, vidste jeg det godt: Den er ikke god, denne her.«
Det, betjentene ville fortælle Liselotte, var, at hendes 19-årige søn, Phillip, var død. De kunne ikke sige hvordan, for detaljerne kunne først frigives næste dag.
Det skulle senere blive kendt som trippeldrabet på Frederiksberg. Phillip var nemlig dybt involveret i en betændt bandekonflikt i hovedstaden.
Det var endda mange timer siden, den unge mand var blevet fundet død i lejligheden på Frederiksberg, kunne Liselotte og familien se, da de tændte for deres tv.
Historien havde været topnyhed hele dagen, uden at Phillips mor anede noget.
»Jeg havde gået rundt og spist, arbejdet og pjattet med, at det var bagerens fødselsdag. Ellevte i ellevte,« siger Liselotte, men i dag griner hun ikke af den uskyldige vittighed.
Det var også hendes søns dødsdag.
Skrøbelige Phillip
Liselotte bor sammen med Carsten, sønnen Mark, Carstens søn fra et tidligere forhold Mikkel og deres fælles datter Nadia i et lille etplanshus i udkanten af Esbjerg. Liselotte har rettet an i køkkenet med chokolade, kaffe og tændte stearinlys.
Det er ikke sådan, at hun frygter interview om Phillip. Faktisk kan hun godt lide at tale om ham, for selv om han gjorde meget forkert i sit korte liv, var der også nok at være mor-stolt af.
Liselotte fødte Phillip på sin 21-års fødselsdag. Han skulle bare have to presseveer – så kom han ud.
»Han var lang og stor, men han så alligevel skrøbelig ud,« husker Liselotte, som på det tidspunkt i forvejen var mor til Daniel på to år.
»Jeg kan huske, jeg tænkte: 'Åh, han kommer til at være syg altid'. Men det var han faktisk aldrig.«
En problemfri barndom blev det dog langtfra. Som barn havde Phillip det, som Liselotte senere skulle kende som en ekstrem følelse af udødelighed. Eller måske endda dødsdrift.
»Allerede som femårig smadrede han ruder og kastede æbler efter bilerne på vejene. Han kunne også finde på at lægge sig ud på vejen. Han var altid over hals og hoved,« siger Liselotte.
Phillips børnehave fik i samarbejde med Liselotte Phillip til en skolepsykolog, som ganske hurtigt mistænkte ham for at have ADHD. Resultatet af udredningen blev, at Phillip startede direkte i specialklasse med fire andre børn, for han ville ikke kunne fungere i en normal klasse.
»Han kom i karambolage med de store elever på skolen. Han ville være øverst i hierarkiet. Også selv om han skulle hoppe for at slå dem. Jeg havde jo altid tænkt på ham som en rigtig dreng. Men det blev voldsommere og farligere.«
Hurtig og opfindsom
Phillip voksede op i socialt boligbyggeri Kvaglund i Esbjerg, hvor alle kendte ham som en lille ballademager med glimt i øjet. Hans adfærd og eventyrlyst kunne også være til hans fordel. For eksempel var han hurtig til både at cykle og stå på skateboard.
Han var nemlig ikke bange for at falde.
»Han kastede sig jo bare ud i det, og så kunne han. Hans frygtløshed var jo på en måde god. Han kunne godt have brugt den til noget stort,« siger Liselotte.
Hun havde dog sit hyr med at opdrage ham. Straf og belønning virkede ikke. Hvis man prøvede at lokke Phillip til at opføre sig på en bestemt måde ved at tilbyde ham en belønning, ville han have belønningen med det samme. Straf virkede slet ikke.
»Det var sådan, han lærte at binde snørebånd meget tidligt. Vi lovede ham 100 kroner, når han kunne. Så lærte han det med lynets hast. Han ville jo bare have pengene,« smiler Liselotte, som dengang arbejdede med rengøring, men i dag har et fleksjob i en bingoklub, hvor hun sælger plader og deler præmier ud.
»Han var god til at regne. Da han var barn, tjente han penge på at tælle de andre børns lommepenge. Og da han engang fik en sølvfyldning i en tand, tjente han penge på at vise den frem i skolen,« griner hun over drengens åbenlyse opfindsomhed.
Men én ting er, hvad en mor tænker om sin søn. En anden ting er, hvad professionelle fik ud af at have med Phillip at gøre.
I en udredning fra 2008, hvor Phillip var kun 12 år, stod der, at drengen ikke ejede hverken anger, empati eller skyldfølelse og lænede sig stærkt op ad det, man på godt dansk kalder psykopati.
Phillip kom med årene ind og ud af institutioner, mens Liselotte blev mor til to børn til, men af alle hendes fire børn har der aldrig været problemer med de tre.
Phillip er den eneste, der aldrig har fået en uddannelse eller job og har været i fængsel så mange gange, at hans mor aldrig helt vidste for hvad.
»Man skulle være advokat, psykolog og socialrådgiver for at være hans mor. Da han døde, manglede jeg faktisk noget at tage mig til. Det var jo også mig, der ringede til banken for ham. Han holdt mig i gang.«
Det værste, han gjorde, er hun dog ikke i tvivl om.
»Det var knivstikkeriet,« svarer hun hurtigt.
For da Phillip var omkring 15-16 år, stak han en anden dreng med en kniv. Det havde nær ødelagt hans mor.
»Det var noget andet med cykeltyverier. Vorherre bevares. Det var jo bare ting,« siger hun med et skuldertræk.
»Jeg tror, jeg har hans eksamenspapirer her,« siger Liselotte og forsvinder ind i stuen et kort øjeblik.
Kort efter vender hun tilbage til køkkenet med et eksamensbevis, hvoraf det blandt andet fremgår, at Phillip fik syv i mundtlig matematik og syv i skriftlig engelsk. Papirerne er stemplet i Ringe Statsfængsel. Liselotte kan ikke huske, hvad han sad inde for på det tidspunkt.
»Han fik jo faktisk fine karakterer,« siger Liselotte.
Aldrig uden håb
I hendes øjne havde han et potentiale, som kunne have været hans redning.
»Jeg var sikker på, at han nok skulle blive til noget. Det kan godt være, skolen var en by i Rusland for ham, men jeg var aldrig uden håb for ham. Jeg tænkte, at det måske ville rette ham, hvis han en dag skulle være far.«
Men Phillip var ikke i nærheden af at skulle være hverken far eller ansvarlig, da Liselotte modtog en opringning fra ham på deres fælles fødselsdag, den 14. juni, i 2015. Han ville sige tillykke til sin mor, men han kunne desværre ikke fejre dagen med hende.
Han sad nemlig inde, ligesom han havde gjort på sin 16-års fødselsdag, sin 17-års fødselsdag, hvor Liselotte havde besøgt sin søn i fængslet i Ringe, og de seneste par juleaftener, hvor hun ikke havde set sin søn.
Men denne gang sad han inde for besiddelse af et skarpladt våben.
»Han sagde, at han intet havde med det at gøre, men jeg kan huske, at jeg tænkte: 'Det ender galt, det her. På den ene eller anden måde kommer det til at ende galt, det her.' Men alarmklokkerne skal jo ringe, når man har med våben at gøre.«
Sidste erindring
Liselotte har hovedrollen som den ulykkelige mor i en ny bog, der handler om, hvordan Phillip døde for godt tre år siden. Bogen hedder 'Jeg klarer mig, mor', for det var det sidste, hun hørte sin søn sige.
Phillip ringede hjem i november 2015 og kunne berette, at han var mere eller mindre hjemløs, men for tiden boede sammen med to venner i en etværelses lejlighed i København. Han var kommet ud af fængslet to uger tidligere.
»Jeg syntes ikke, det lød holdbart, og jeg sagde til ham, at han skulle komme hjem til Esbjerg. Jeg ville bare have ham hjem og i gang med en uddannelse. Han havde allerede talt med en uddannelsesvejleder. Var det tømrer?«
Samtalen fandt sted 9. november 2015, og to dage senere ringede politiet på hendes dør. Phillip var død et halvt døgn forinden i København.
»Jeg stivnede, da jeg fik at vide, at han var død, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, men jeg græd ikke. Var det chokket?« siger hun og ser igen undrende frem for sig.
Om natten lå Liselotte i sin seng i Esbjerg og vendte og drejede sig. Hvem havde gjort det? Hvad handlede det om?
Værdig afsked
14 dage senere stod hun i et kapel i Esbjerg.
»Jeg ville ikke se ham på Rigshospitalet, selv om jeg kunne have set ham tre dage tidligere. Phillip var meget forfængelig. Det ville simpelthen være under hans værdighed, hvis vi skulle se ham, mens han lå der. Nøgen og ikke gjort i stand endnu.«
Derfor ventede hans mor en lang weekend, til hendes søn lå i en kiste i Esbjerg.
»Lige til det øjeblik havde jeg jo håbet, at de havde taget fejl, men da jeg så ham, vidste jeg, at det var rigtigt. Det var ham.«
Den kugle, der havde slået Phillip ihjel, var gået ind bag venstre øre, så med en kasket som hovedbeklædning kunne man ikke se på Phillip, at han ikke bare sov. Efter chokket stod Liselotte i det dilemma, ingen mor nogensinde skal befinde sig i:
»Jeg kunne ikke lide at gå fra ham, for så var det sidste gang, jeg så ham. På den anden side kunne jeg heller ikke se låget blive lagt på kisten. Det måtte ikke være min sidste erindring af ham.«
Når Liselotte i dag tænker på sin søn, er det heller ikke hverken en kasket over et skudhul, en kiste eller en gravsten, hun ser for sig.
»Jeg ser ham stadig komme væltende glad ind ad døren. Altid glad. Nogle gang ser jeg ham som lille i sit røde tøj. Han elskede rødt. Jeg kan huske det glimt, han havde i øjnene. Han havde frække øjne fra den dag, han åbnede dem.«
14 dage efter Phillip var blevet skudt – sovende – sammen med to kammerater i deres fælles etværelses lejlighed på Frederiksberg, måtte Liselotte begrave den dreng, hun altid havde vidst, stræbte mere mod døden end mod fremtiden.
»Jeg havde ALT for lang tid til at planlægge den begravelse, men det tog så lang tid, før de frigav ham. Jeg kiggede i salmebøger og ledte efter noget, der afspejlede ham eller de følelser, vi sad tilbage med,« siger Liselotte og fortsætter:
»Vi endte med at synge 'Altid frejdig, når du går', og så havde vi besluttet, at der kom nogen og spillede Seebachs 'Under stjernerne på himlen' og Danser med Drenges 'Er der nogen i himlen?'.«
»Det var ikke helt Phillips musiksmag, men det var sange, vi kunne relatere til med de følelser, vi havde.«
Stadig mor
At Liselotte klarede sig igennem som mor i en periode, hvor hun gik fra at have fire børn til at have tre, skyldes måske også, at hun var medicineret i forvejen. I dag tror hun, at det betød meget.
»Jeg havde diagnosen paranoid skizofreni og fik medicin, som gjorde, at mit følelsesliv gik sådan her,« siger hun og fører en flad hånd forbi sig som en kurve uden udsving.
»Jeg var aldrig rigtig glad og aldrig rigtig ked af det. Jeg var som en zombie, og når folk talte til mig, hørte jeg ikke altid efter. Sådan var jeg også, inden Phillip døde.«
Det var nok derfor, hun ikke græd, da de to betjente satte sig en novembernat i hendes sofa, og hun hørte sig selv sige: »Er det Phillip?«
»Jeg var stædig fra begyndelsen. Jeg besluttede, at Phillip ikke ville have, at jeg gik og havde det dårligt. Det var det sidste, han ønskede. Så jeg arbejdede på ikke at have det dårligt.«
Phillip havde lovet at komme hjem til jul i 2015, men det kom han ikke. Alligevel lykkedes det Liselotte og Carsten at holde jul med deres børn det år.
»Jeg fungerede ikke. Jeg ordnede det, jeg skulle, men jeg fungerede ikke optimalt indvendigt,« siger hun om tiden efter Phillips meningsløse død.
»Jeg holdt da jul, for det skal man jo, når man har børn. Men alt kørte på autopilot.«
Liselottes børn var på det tidspunkt 21, 16 og 6 år. Phillip ville have været 19 år, hvis han havde været med den jul. Det næste halve år gik Liselotte i den apatiske tilstand. Men så en aften kom reaktionen.
»Jeg sad i sengen en aften. Jeg var ikke faldet i søvn endnu, og pludselig skulle det ud. Jeg græd.«
Hjemløs vrede
I dag er hun ikke i tvivl om, at det var den fase, der var den hårdeste. Men sorgen er omskiftelig og langtfra en lineær følelse, som kun går i én retning.
»Du kører ind og ud af sorgen,« forklarer hun om den proces, hun stadig er i.
Men også andre følelser har raset i hende.
»Uha, jeg har også været vred. I starten var der jo ikke noget sted at placere vreden. Senere, da de blev dømt, kunne jeg placere vreden.«
Men vreden har ikke kun været rettet mod de to gerningsmænd, der brød ind i en lejlighed, hvor Phillip lå og sov med to venner, og skød dem alle tre i hovedet. Liselottes vrede har også været rettet mod deres fælles skæbne.
»Det er så urimeligt. Han fejlede jo ikke noget. Det var så voldsomt. Han var jo kun teenager.«
Nogle gange har følelserne været rettet mod hende selv.
»Jeg har haft masser af dårlig samvittighed. Har alle ikke det? Kunne jeg have forhindret det? Men jeg kunne jo ikke tvinge ham til at være hjemme, ligesom jeg ikke kan tvinge mine andre børn til at være her. Phillip skulle jo have lov at være voksen.«
Phillips død har også betydet, at Liselotte er blevet endnu mere påpasselig over for sine andre børn.
»Jeg tror hele tiden, der sker noget igen. Min læge kalder det katastrofetanker.«
Straf og sorg
I maj 2017 kunne Liselotte og resten af familien overvære, at tre mænd blev dømt for at have slået Phillip og hans to venner ihjel. Under retssagen kom det også frem, hvad det var for en dagligdag, Phillip havde haft i København.
Han havde oprindelig været en del af Bandidos-miljøet i Esbjerg, men han og vennerne ragede uklar med rockerne, og så kom de ind i hashmiljøet i Vanløse og ind i den såkaldte Vanløsegruppe, som lå i krig med Bandidos.
Men mest af alt fik de unge tiden til at gå med overfald, røverier, indbrud og drabsforsøg. Indtil fjenden en dag fik nok og hævnede et knivstikkeri mod et Bandidos-medlem.
Alt det vidste Liselotte intet om, indtil hun sad i retten. Her hørte hun også dommen over de tre tiltalte. En fik livstid, en anden fik 10 års fængsel, og en tredje mand – alle havde relationer til Bandidos – fik et år og 10 måneder.
Ved ankesagen fik den første mand stadfæstet sin dom, mens den anden fik yderligere to år, det vil sige 12 år i alt. En fjerde mand, som oprindelig var tiltalt, tog sit eget liv under varetægtsfængslingen.
Liselotte er tilfreds med straffene, men det hjælper ikke på sorgen. En gang om ugen tager hun hen på den kirkegård, hvor Phillip ligger. Der er mange slags grave, men Phillips er af den slags, der roder en lille smule.
Små vers, blomster, ting og pynt dekorerer den godt tre år gamle grav, og det er helt i Phillips og Liselottes ånd. Her rydder hun lidt op og lægger friske blomster.
»Jeg tror ikke, han er hér. Han er hos mig. Jeg er ikke kristen, men når jeg har brug for det, er han her hos mig,« siger hun og knuger begge hænder foran sit bryst.
Rundt om hendes hals hænger en kæde med en enkel guldengel i.
»Den er fra drengene,« siger hun om Phillip og Liselottes lillebror, Frederik.
Hun undrer sig et kort øjeblik over sit valg af ord.
»Phillip var en dreng. Han vil altid være en dreng, og han bliver aldrig andet.«
