Et seksuelt forhold mellem to børn har fået alvorlige konsekvenser for en nu 18-årig ung mand, som netop er blevet dømt for sex med en mindreårig.

Drengen, som dengang var 16 år, blev torsdag idømt tre måneders betinget fængsel for et seksuelt forhold til en dengang 13-årig pige.

Det skriver Fyens.dk, som var i Retten i Svendborg torsdag, da der faldt dom i sagen.

De to børn var henholdsvis 15 og 12 år, da de blev kærester i sommeren 2016.

Forholdet varede en måned, men et års tid senere genoptog de forbindelsen.

I løbet af de to perioder havde de samleje og anden form for sex flere gange. Dels på drengens værelse i Svendborg. Dels på stranden ved Christiansminde.

Forholdet kulminerede, da pigen som 13-årig blev gravid og fik en abort.

Selvom både pigen og drengen i retten gav udtryk for, at det hele foregik frivilligt, valgte pigens mor at melde drengen til politiet.

»Hun har været ved læge, og hun har fået en abort som 13-årig. Og de har ingen empati vist for mit barn eller det barn, der blev aborteret,« sagde pigens mor i retten med henvisning til både drengen og hans mor, da hun blev spurgt om, hvorfor hun gik til politiet.

Drengen forklarede, at han ikke var klar over, hvor gammel pigen var.

Det udsagn blev dog modsat af en kammerat, som i retten forklarede, at han havde introduceret de to for hinanden.

I dommen blev der lagt vægt på, at Retten ikke mente, der var tvivl om, at den unge mand var klar over pigens alder.