To personer er sendt til tjek for mindre brandskader, efter at der gik ild i etageejendom i Herning.

Politi og brandvæsen måtte natten til fredag evakuere 15 personer i forbindelse med en brand i en lejlighedsopgang i Herning.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Simon Skelkjær fredag morgen.

Branden brød ud i en lejlighed på første sal i et lejlighedskompleks på H.C. Ørsteds Vej i den centrale del af byen omkring klokken 03.50.

I forbindelse med branden måtte brandvæsnet redde en 40-årig mand fra en altan i den lejlighed, hvor branden brød ud.

Branden brød ud omkring klokken 03.50.
Branden brød ud omkring klokken 03.50. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Han blev efterfølgende sammen med en anden person sendt til hospitalet for at blive tjekket for røgforgiftning og mindre brandskader.

Simon Skelkjær betegner også en enkelt brandmand som meget lettere tilskadekommen.

- Han har fået nogle enkelte mindre brandsår, siger vagtchefen.

Han fortæller, at branden hurtigt kom under kontrol, men at efterslukningsarbejdet stadig er i gang fredag morgen. Ifølge vagtchefen er den lejlighed, hvori branden begyndte, "fuldstændig udbrændt".

Det vides endnu ikke, hvad brandårsagen er.
Det vides endnu ikke, hvad brandårsagen er.
Vis mere

Lejligheden ligger i et treetagers lejlighedskompleks.

- I den ene opgang er flere af beboerne allerede vendt tilbage til deres lejligheder. Men det kan beboerne i den anden formentlig ikke i dag (fredag, red.), siger Simon Skelkjær.

Han tilføjer, at politiet endnu ikke ved, hvad der har forårsaget branden.

/ritzau/