Den tidligere Spice Girl og nuværende modedesigner Victoria Beckham vil redde utallige dyreliv.

Sådan lyder reaktionen fra dyreværnsorganisationen PETA UK, efter Victoria Beckham har forbudt brugen af dyreskind fra eksotiske dyr i sin tøjkollektion.

»Bag hver håndtaske eller sko lavet af krokodile, aligator, slange eller firben ligger der en voldelig død. Victoria Beckhams beslutning om at forbyde eksotisk dyreskind vil rede utallige dyreliv fra umådelige lidelser,« lyder det ifølge CNN fra Elisa Allen, der er organisatonens direktør.

Victoria Beckham er anerkendt som prisvindende designer og har aldrig brugt pels fra dyr i sin tøjkollektioner.

Fra efteråret af vil forbrugerne nu heller ikke finde eksotiske dyreskind blandt Beckhams sko og tasker. Med beslutningen tilslutter den 44-årige 'Posh Spice' sig det stigende antal designere, som forbyder pels og dyreskind.

Det gælder blandt andet det franske modehus Chanel og designeren Stella McCartney, hvor den sidstnævnte udelukkende bruger 'vegetarisk læder', genanvendt polyester, i sine produkter.

I september 2018 var London Fashion Week desuden for første gang pelsfri, da ingen af de 80 annoncerede designere ville bruge materialet.

Victoria Beckham, der er gift med den forhenværende fodboldspiller David Beckham, slog igennem som designer i 2004.