Den australske skuespiller Leila George og den amerikanske skuespiller Sean Penn skal skilles.

Det står klart, efter den 29-årige filmskuespillerinde fredag har ansøgt højesteretten i Los Angeles om at blive skilt fra den 61-årige dobbelte Oscar-vinder.

Det skriver TMZ og People, der har set skilsmissebegæringen.

Det har dog ikke været muligt for de to amerikanske medier at få en kommentar fra skuespillerparret selv.

Leila George og Sean Penn blev gift ved en privat ceremoni i juli sidste år.

Dermed nåede de at være gift i lidt mere end et år. De dannede par forinden ægteskabet i fem år ad to omgange.

Parret med de 32 års aldersforskel fik ingen børn sammen.

Den kommende skilsmisse bliver 'I Am Sam'-skuespilleren Sean Penns tredje af slagsen.

Sean Penn og datteren Dylan Penn til premiere på 'Flag Day' - Sean Penns seneste film, som han instruerer, og som datteren spiller med i.
Sean Penn og datteren Dylan Penn til premiere på 'Flag Day' - Sean Penns seneste film, som han instruerer, og som datteren spiller med i. Foto: ETIENNE LAURENT
Vis mere

Sean Penn har tidligere været gift med popikonet Madonna i fire år fra 1985 til 1989, samt med skuespillerinden Robin Wright i 14 år fra 1996 til 2010.

Fra sidstnævnte ægteskab har Sean Penn to voksne børn, den 30-årige datter Dylan og den 28-årige søn Hopper.