»If you can dodge a wrench, you can dodge a ball.«

Den sætning går igen på de sociale medier i opslag, hvor folk mindes nu afdøde skuespiller Rip Torn.

Oversat til dansk betyder det, 'hvis du kan undvige en skruenøgle, kan du undvige en bold'.

Ordene kommer fra filmkarakteren Patches O'Houlihan fra filmen 'Dodgeball: A True Underdog Story' fra 2004, som spilles af Rip Torn.

Kort efter kaster han en skruenøgle i hovedet på skuespilleren Justin Long.

Scenen, som kan ses ovenfor, går igen i mange af de opslag, hvor folk mindes Rip Torn.

Den 88-årige skuespiller gik bort tirsdag i hjemmet i Lakeville, Connecticut, med familien ved sin side.

Dodgeball handler om en gruppe nørder, der i håb om at redde deres lokale fitnesscenter stiller op i en høvdingeboldkonkurrence.

Rip Torns karakter er en underlig og smågnaven træner, hvis opgave er at få gjort holdet klar til den store turnering. Og det gør han så ved at kaste skruenøgler efter spillerne.

Filmene 'Dodgeball: A True Underdog Story' og 'Men In Black' er de film, han gang på gang huskes for på de sociale medier. Men en mere ukendt rolle bliver også fremhævet hyppigt.

'Nu er han i himlen, som den Gud han er,' skriver en bruger på Twitter. Billedet af Zeus bliver flittigt brugt i folks opslag om Rip Torn.

Han har nemlig lagt stemme til Zeus i Disneys 'Herkules'.

Skuespillere, instruktørere og andre folk fra filmbranchen deler mere personlige oplevelser med skuespilleren.

Johnathon Schaech skriver blandt andet på Twitter, at det var en ære, at spille sammen med Rip Torn.

De to spillede over for hinanden i det romantiske drama 'How to Make an American Quilt' fra 1995.

'Som ung filminstruktør blev jeg blæst bagover af Rip Torns fængslende præstation i den storslåede film 'Payday',' lyder det fra Don Coscarelli i et opslag på Facebook.

Han arbejdede sammen med ham i fantasyfilmen 'The Beastmaster' fra 1982, hvor Don Coscarelli instruerede, og Rip Torn spillede en af hovedrollerne.

Skuespiller Will Smith, der spillede sammen med Rip Torn i både den første og den anden 'Men in Black'-film, har holdt mindesordene meget begrænsede.

'R.I.P. Rip,' står der til et billede af de to herrer.

De spillede over for hinanden i 'Men in Black' fra 1997 og i 'Men in Black 2' fra. Her spiller Will Smith agenten Jay sammen med Tommy Lee Jones, som spiller agenten Kay.

De to skal holde øje med aktiviteter fra rumvæsner på Jorden under ledelse af deres chef Zed, som spilles af Rip Torn.