Sharin Foo er vokset op på Djursland, har kinesisk kultur i årerne og bor i dag i USA. Hun indtog hele verden med bandet The Raveonettes, men er langsomt er ved at give slip på det liv, der var. I stedet drømmer hun om et liv i Danmark
Da Sharin Foo sidste år blev bedt om at designe en tøjkollektion for Noa Noa, tog hun udgangspunkt i asiatiske silhuetter, californisk, afslappet bohemestil og tilsatte lidt nordisk enkelhed. Tøjet blev et miks af Kina, den amerikanske vestkyst og Djursland og flere design bar kinesiske navne opkaldt efter hendes familie i Hainan i Kina. Sharin Foo er en sammensat personlighed.
Var man ikke allerede fan af bandet The Raveonettes, kunne man blive fan af Sharin Foo, da hun i både 2011 og 2012 var en af de fire coaches i programmet ’Voice’ på TV2. Eller man kunne blive vild med hende, da hun i 2015 overraskende stillede op i ’Vild med dans’ på samme kanal.
»’Voice’, ’Vild med dans’ og Noa-Noa var helt sikkert ikke noget, jeg havde set mig selv som en del af. Jeg tror også, folk blev lidt forskrækkede, hvis de gik til en The Raveonettes-koncert efter at have oplevet mig i ’Vild med dans’,« griner hun.
Men selv kan hun godt lide mangfoldigheden.
Kina i blodet
Hun voksede op i et kollektiv, men hendes familie skilte sig ud ved at være en helt normal kernefamilie i en sjællandsk hippieenklave på Djursland. Men hendes historie begynder i Hainan i Kina, hvor hendes farfar kom fra. Han rejste til Danmark omkring Anden Verdenskrig og hans søn – hendes far – var så dansk, at han under kælenavnet ’Lynkineseren’ spillede guitar i bandet Djursland-spillemændene.
Selv om hendes far ikke talte kinesisk, og hendes mor var dansk, har Sharin Foo altid haft Kina i sig. I alle sine ferier gik hun rundt på sin farfars restaurant Canton på Vesterbrogade og fyldte sig med forårsruller.
»I mange år kunne min farfar ikke komme tilbage. Det var en svær tid i Kina. Men da han fik os børnebørn, fik hans tilhørsforhold igen en værdi, og det blev vigtigt for ham at komme tilbage og vise os sin hjemstavn,« husker Sharin Foo og hiver en mobiltelefon op af lommen.
På den ligger en elektronisk version af et gammelt, gulnet billede fra 1976, hvor lille, lyshårede Sharin på tre år er på sin første rejse til farfars land. Den første af mange rejser.
»Når jeg går i Chinatown her i Los Angeles, kan en duft stadig få minderne fra Kina til at vælte ind over mig. Så tænker jeg på markederne i Hainan. Det er meget stærkt forankret i mig,« siger hun.
The Raveonettes i datid
BT Weekend møder hende i en naturpark, lige der hvor storbyen Los Angeles bliver til bjerge under det legendariske Hollywood-skilt. Der er stille i skoven, hvor en café lokker med kaffe og sandwich, Sharin Foo tager begejstret for sig, mens talen falder på bandet, der i mange år har været hendes faste arbejde.
På stående fod er hun lidt i tvivl om, hvorvidt det er ottende eller niende plade, som hun og Sune Wagner netop har udsendt. Men det er i hvert fald næsten 18 år siden, at de to dannede The Raveonettes. Siden har de spillet mange koncerter i hele verden. Måske for mange.
»Vi var ’the next big thing’,« siger Sharin Foo om den tid.
Pladeselskaberne stod i kø for at få de to unge danskere med det amerikanske udtryk i stald. Alligevel er Sharin Foo i dag bange for, at hun og Sune Wagner skuffede Universal Records, som de valgte at skrive kontrakt med.
»Vi var og har altid været et alternativt band. Vi blev aldrig mainstream og kommercielle. Nogle dage synes jeg, vi var en kæmpe succes. Andre dage synes jeg ikke helt, vi nåede ambitionerne.«
Du taler om The Raveonettes i datid?
»Datid?«
Sharin Foo tænker længe, inden hun svarer. Hun har ikke selv tænkt over sin formulering, selvom hun taler langsomt og vejer sine ord – det meste af tiden.
»Vi er et hvilende sted nu. Det er nok derfor, datiden kom ind. Engang var The Raveonettes 110 pct. Nu har vi andre ting i vores liv, bandet har ikke vores fulde fokus mere,« siger hun.
»Vi turnerer ikke mere, og det er helt bevidst. Vi vil hellere spille et par få velvalgte show end turnere, som vi gjorde engang. Kvalitet frem for kvantitet. Sådan har vi det i dag.«
Nyt koncept
Sikkert er det, at det langtfra er det samme band, der nu har udgivet 12 nye sange, som udgav ’Whip it on’ i 2001. En konceptplade, kalder Sharin Foo det nye album.
»Vi har udgivet en sang den sidste fredag i hver måned i et år. Det er nu blevet til en plade. Det er vores dogme. Der er ingen sammenhæng mellem de 12 sange. Bare én sang om måneden. Sådan er det efter 15-17 år. Man er nødt til at udfordre sig selv.«
Pladen er blevet til i Los Angeles, hvor både Sune Wagner og Sharin Foo bor og arbejder. Sune Wagner har ingen børn, mens Sharin Foo bor alene sammen med otteårige Molly i et hus på bjerget.
Selvom de to musikkammerater ikke turnerer verden tynd længere, men vælger deres koncerter med omhu og respekt for deres egen alder og motivation, så ses de tit.
»Forleden mødtes vi på en sushi-restaurant i Venice (område i Los Angeles, red.). Vi sad og snakkede meget personligt. Meget ... Vi bruger hinanden som fortrolige. På et tidspunkt sagde jeg til Sune: ’Jeg håber ikke, der er nogen danskere herinde’, hvorefter en kvinde rejste sig op og sagde: ’Tak for underholdningen’,« Sharin Foo bryder ud i en høj latter.
Amerikaniseret
De har fulgtes ud i verden hun og Sune Wagner. De første par år boede de begge i London, men da de fik pladekontrakt i USA, flyttede de først til New York. Siden trak kærligheden i form af eksmanden Greg Edwards Sharin Foo til Vestkysten. Og for fem år siden fulgte Sune Wagner efter. I dag skal hun bare køre tværs gennem Los Angeles for at møde ham.
»Han kapitulerede,« griner hun.
Sharin Foo hilser på et par af stedets andre gæster. Nogle kender hun – andre ikke. Sådan er USA.
»Man snakker vist bare lidt mere herovre, end man gør i Danmark. Faktisk er jeg begyndt at gribe mig selv i at snakke med fremmede i elevatorer hjemme i Danmark,« griner hun.
Men det er ikke en 100 pct. assimileret Sharin Foo, der bor i Los Angeles.
»Det tog mig fem år at blive glad for at bo her. I dag er jeg glad for det, men jeg er stadig rodløs. Jeg tænker meget på Danmark og på, hvor jeg hører hjemme. Især fordi jeg har et barn, der er født her. Hvad får hun med sig,« spørger hun.
Hun har nøje studeret kulturforskellene.
»I Los Angeles finder du ekstremerne. Du finder de allermest progressive mennesker og de mest puritanske. En af Mollys venners mor kom hen til mig en dag og fortalte, at Molly havde fortalt hendes dreng, hvordan man får børn. Det vidste hun nemlig fra en bog. Men det emne var de altså ikke nået til i drengens familie. Så nu er jeg begyndt at lægge den bog væk, når jeg har amerikanske gæster. Jeg skal altså lige huske at være opmærksom på, at jeg er i et andet land.«
Sandheden er nok, at Molly får lidt fra hvert land med sig. I december sad den ottendedel kinesiske pige i hvert fald i sit hjem i Los Angeles og så dansk julekalender, fordi hendes mor syntes, at hun skal have noget dansk med sig. På godt og ondt.
»Hun føler sig splittet, for der er altid nogle, hun savner, uanset hvor hun er. Men hun er også verdensborger. Og det er en gave,« siger hun om datteren, som går på den lokale multikulturelle folkeskole.
Romantiske drømme
Sharin Foo, som har gjort karriere både som rockstjerne ’over there ’og nu også tøjdesigner, betragter stadig Danmark som sit egentlige hjem. Men datteren og hendes far holder hende i USA. Det er ikke helt med hendes gode vilje. Selvom hun har lært at elske den amerikanske vestkyst og har Østens kultur i årerne, så er det Danmark, hun længes efter.
»Men jeg har fået et barn med en amerikaner, og de omstændigheder binder mig til USA. Jeg romantiserer nok også Danmark.«
Hun er så glad for sit hjemland, at hun gerne vil have sine nye landsmænd til at kende mere til det. For et par ås siden åbnede hun pop-up butikken ’Hurra!’ med dansk design i Venice. Hun har andre lignende initiativer på vej, for hun vil gerne formidle dansk kultur i Los Angeles.
Men hver sommer pakker hun kufferterne, forlader millionbyen og vender med datteren i hånden hjem til Danmark.
»Min familie har sommerhus i Lumsås, der kommer vi hvert år. Jeg er ikke vokset op med, at Kina var mit andet hjem, men det er vigtigt for mig, at Molly har danske minder om sommerhuset, krabbefiskeri og at spise ferskner på stranden med sine fætre og kusiner,« siger Sharin Foo.
Hun har været bevidst om at give datteren et forhold til Danmark – og sproget. Molly taler både dansk og engelsk og er bekendt med de store kulturforskelle, som Sharin Foo også ser.
»Hun siger sådan noget som ’I Danmark må man gerne være nøgne’. Herovre har jeg oplevet en mor holde sin søn for øjnene, da jeg hjalp Molly på fire år med at skifte tøj på stranden,« siger Sharin Foo med en hovedrysten.
»Jeg drømmer helt sikkert om Danmark og har en stor kærlighed til landet. Jeg savner, at der ikke er så meget pres i Danmark. Man skal ikke have succes i livet for at kunne få sine børn ind på en uddannelse eller betale for sin ’healthcare’. I USA er der et grundpres om at få succes. Men hvor er alle de bløde værdier og tiden til hinanden,« siger Sharin Foo.
»Jeg kunne godt tænke mig at bo i Danmark, mens Molly vokser op. Jeg ser helt sikkert mig selv i Danmark på længere sigt, og helt egoistisk vil jeg gerne have, at Molly får samme tilknytning til Danmark, som jeg har.«
