Danmarks popdronning har fået nogle buler i kronen den senere tid med en brudt forlovelse, svigtende salgstal, flere aflyste koncerter, et usælgeligt luksushus og en konkurs. Men Medina holder stadig fanen højt fra sin trone og kunne igen afslutte regnskabsåret med en imponerende månedsløn trods et hårdt år.

Af det nye regnskab, som netop er blevet offentliggjort, fremgår det, at den 34-årige popsangerinde sidste år hævede næsten rub og stub af de godt 2,4 millioner, som hendes firma, ApS. Nr. 1142, havde i indtjening. En udbetaling på svimlende 2.383.025 kroner blev det til. Og det giver altså popstjernen en månedsløn på 198.585 kroner. Nøjagtig det samme beløb som året før.

At Medinas indtjening er stort set uændret kan udefra virke overraskende ovenpå en tid, der ikke ligefrem har været gavmild for popsilden. Hverken privat eller økonomisk.

Regnskabsåret fik nemlig en trist afslutning, da Medina i november 2016 måtte aflyse sin planlagte turne i Tyskland, da der simpelthen ikke var blevet solgt nok billetter til de seks koncerter i nabolandet.

Samme år havde hun udgivet det engelsksprogede album 'We Survive', som heller ikke havde fået de mange fans til at hive penge op af lommen. Det var dog heller ikke forventningen, lød det fra Medinas presseansvarlige, da sangstjernen i stedet ville fokusere på at få nogle gode danske singler ud på markedet.

Da singlen 'Forgabt (Jeg fucking elsker dig)' udkom, røg den dog aldrig højere op end til nummer 20 på singlechart-listen. Opfølgeren 'Elsk mig' klarede sig lidt bedre, men kunne stadig ikke matche sangerindens tidligere succeser.

Spørger man musikekspert og lektor på Rytmisk Musikkonservatorium Henrik Marstal, er det dog langt fra ualmindeligt, at pengene fortsat strømmer ind, selvom ingen gider købe musikken.

»Nogle gange har det ikke så stor negativ effekt for en kunstner, at en plade flopper. Hvis folk først har besluttet sig for, at hun er et navn, man gerne vil gå ud og se live, så er det indlysende, at hun selvfølgelig har koncertindtægter. Så selvom en plade flopper, så kan der stadig godt være en effekt i nogle år endnu, hvor live-delen stadig foregår fuldstændig upåklageligt,« siger han til BT.

»Hun er en succes, fordi hun på et meget tidligt tidspunkt har formået at skabe en persona, der personificerer måden at være en ung og nutidig person på. Hun har skrevet sange om sine egne problemer og sit eget liv og måske ikke så meget om, hvordan verden ser ud. Samtidig har hun formået at positionere sig som en meget overbevisende dronning af coolness,« siger han, men understreger, at han naturligvis ikke har indsigt i, præcis hvor Medinas millioner kommer fra.

Sikkert og vist er det dog, at de ikke kommer fra ejendomsspekulation.

Medina forsøger nemlig stadig at sælge sit 268 kvadratmeter store luksurækkehus på Islands Brygge i København, som hun købte for 11,6 millioner kroner i oktober 2014, mens det endnu ikke var færdigbygget. Det var det først i 2016, hvor hun i maj samme år optimistisk satte det til salg for 19.5 millioner og således kunne se frem til en ganske hæderlig indtjening på små otte millioner.

Sådan skulle det dog ikke gå. For efter blot 46 dage på markedet blev prisen sat ned til 17,5 millioner. I dag er den faldet med næsten en fjerdedel af den oprindelige salgspris til 14,9 millioner kroner, men huset er stadig ikke blevet solgt.

Medinas luksuriøse rækkehus på Knud Kristensens Gade på Amager. Med til huset følger en privat gårdhave på 150 kvadratmeter med opvarmet pool.
Medinas luksuriøse rækkehus på Knud Kristensens Gade på Amager. Med til huset følger en privat gårdhave på 150 kvadratmeter med opvarmet pool. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

At Medina er blevet så stor en kendis, at man både vil gå til hendes koncerter og vide, hvad hun agter at sælge sit hus for, mener Henrik Marstal til dels kan tilskrives medierne:

»Det betydet noget, at medierne har besluttet sig for, at hun skulle være en stjerne. At man virkelig har bakket op om hende har betydet, at danskerne gerne vil kende hende, følge med i hendes liv og gå til koncert med hende,« siger han.

Derfor kommer det ikke som en overraskelse, at Medina også er hoppet ud i diverse forretningseventyr. Selvom hun utvivlsomt er Danmarks ukronede popdronning, så er musik ikke det eneste, hun interesserer sig for. Sidste sommer var hun med til at udvikle 'Mevation', hvorigennem hun fungerer som ambasadør for Folkekirkens Nødhjælp for at få unge til at interessere sig for nødhjælpsarbejde, og i november samme år lancerede hun sin helt egen 'Medina-app', hvor fans kan få de seneste nyheder om bagmanden.

Men allerede i april sidste år stod hun frem med sine iværksætterdrømme og fortalte entusiastisk om mad-appen 'Foodshare', som skulle være en slags Instagram for madopskrifter og blive lanceret i maj. Det kom dog ikke til at ske, for senere samme år stod Medina ikke længere offentligt registreret som medejer af Foodshare IVS, og i oktober blev selskabet tvangsopløst.

Men det var ikke kun app-drømmen, der blev knust. Også Medinas hjerte gik for nylig i stykker.

Popikonet og modellen Sebastian Baui Lund stod i marts for første gang offentligt frem som par, og i august blev det annonceret, at de skulle giftes. Medinas hånd blev både prydet med den smukkeste diamantring og kærestens mellemnavn i permanent blæk, men forholdet holdt ikke lige så længe som tatoveringen. det bekræftede sangerindens manager over for BT:

»Ja, jeg kan bekræfte, at de lige nu ikke er kærester, og at hun er taget på ferie. Jeg har ikke flere kommentarer lige nu,« sagde han.

Medina og ekskæresten Sebastian Baui Lund til Zulu Awards i februar, da alt var fryd og gammen.
Medina og ekskæresten Sebastian Baui Lund til Zulu Awards i februar, da alt var fryd og gammen. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Henrik Marstal er slet ikke i tvivl om, at Medina stadig har masser af gode år som en af de førende danske kunstnere, selvom de seneste salgstal ikke har matchet hendes tidligere succeser. Og han mener blandt andet, at det er personlige historier som den om det brudte ægteskab, der kan opretholde sangerindens popularitet.

»Det (den fortsatte popularitet, red.) ville kræve, at den danske radioverden samlede sig om hende endnu en gang og fik skabt flere hits for hende, som virkelig kom ud over rampen. Det kunne også være, at der ville være nogle historier i hendes privatliv, som flyder ind på hendes karriere og gør, at folk af sympati samler sig om hende. Nogle gange er det jo lidt uventet, hvordan kunstneres karrierer udformer sig, og det kan ofte skyldes sådan nogle forhold.”

Medinas selskab ApS. Nr. 1142 havde i 2015 en indtjening på 2.517.435 kroner, mens det i 2016 faldt en smule til 2.432.418 kroner. Den høje månedsløn betyder dog, at formuen i selskabet er på 142.000 kroner.