Onsdag delte Line Hoffmeyer en sårbar misundelse med sine følgere.

I en story beskrev den 30-årige influencer nemlig, hvordan hun var blevet slået 'ud af kurs' af forårssolen, som hun så en masse mødre nyde med deres børn.

'Følelsen af, at Lasses piger er blevet store, og jeg ikke selv har eller måske nogensinde får mine egne børn at tage på legeplads og is-udflugt med, sugede forårsglæden fuldstændig ud af mig,' skrev hun.

Så tirsdag gemte hun sig indenfor. Men onsdag tog hun sig så en gåtur i solen, hvor hun delte sine tanker om 'sine manglende børn' med sine følgere.

Men det skulle have fået flere af førnævnte følgere til at reagere på en måde, som Line Hoffmeyer i et opslag nu sætter foden ned for.

'Jeg vil så også tro, at samtlige mødre, som følger dig, er DØD misundelige på dig lige nu. Fri til at gå en lang tur, nyde det dejlige vejr og spise en is, du selv har bestemt smag i. Har jeg ikke gjort i snart 10 år,' skrev en følger blandt andet til hende.

Men den slags 'opmuntrende' beskeder sætter Line Hoffmeyer ikke pris på som 'ufrivilligt barnløs'.

'Det gør ondt, og det kan virke som en overreaktion, men det rammer lige direkte ned i en stor øm sorg,' skriver hun i sin opsang.

'Jeg forstår, at moderskabet er benhårdt, om det er hårdere end helt at undvære det, det ved jeg i sagens natur ikke, men jeg ved, at det gør ret ondt at høre på børnebrokkeriet, når man bare drømmer om det hele. Både lortebleerne, skrigene, skrålene, skoldkopperne og alt, hvad moderskabet indebærer.'

Line Hoffmeyer er ekskone og nu igen kæreste til komiker Lasse Rimmer. Billederne blev taget i forbindelse med Lasses stand up show, der handlede om Lines hjerteproblemer.
Line Hoffmeyer er ekskone og nu igen kæreste til komiker Lasse Rimmer. Billederne blev taget i forbindelse med Lasses stand up show, der handlede om Lines hjerteproblemer. Foto: LINDA KASTRUP
Vis mere

Line Hoffmeyer og hendes kæreste, komikeren Lasse Rimmer, har før delt ærligt ud af deres kamp for at få et barn sammen.

For da Line Hoffmeyer er hjertetransplanteret, er det ikke risikofrit at få et barn, som måske også 'risikerer at blive moderløst, før det bliver voksent', som Lasse Rimmer tidligere har beskrevet.

Men parret har også delt, at de gik i fertilitetsbehandling. Og tog en pause fra det, fordi det var for opslidende for krop og familie.

Siden gik Line Hoffmeyer og Lasse Rimmer fra hinanden. Blev skilt. Fandt hinanden igen.

Og genoptog drømmen om at få et barn sammen.

Den 50-årige komiker har døtrene Pippi og Hedvig på 19 og 15 år med ekskonen Lene Dahlquist.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Line Hoffmeyer.