Når han en sjælden gang tænker på døden, er der én scene fra filmklassikeren ‘The Godfather’, der altid bliver present i hans indre biograf. En scene, der rummer den ro, han selv savner. Og en side af sig selv, som aldrig rigtig er blevet foldet ud.
»Den, hvor Marlon Brando står der i appelsinhaven sammen med sin lille sønnesøn og laver en maske af appelsiner. Falder død om. En lykkelig død. En rolig død. Sådan en død kunne jeg godt ønske mig,« siger han. Jørgen Leth. Et næsten saligt smil breder sig på læben.
»Men jeg frygter den ikke. Jeg ser den ikke døden som noget forfærdeligt,« tilføjer han så. Digteren og filmmanden. Som han foretrækker at titulere sig selv.
Med langsomme og omhyggelige skridt har han forceret trappen til første sal. Stokken – hans tro følgesvend – har hjulpet den 83-årige krop på vej.
»Jeg er bange for at falde,« siger han. Med alvorsrynker i det markante ansigt.
Vi skal tale om hans nye film. Den hedder 'I Walk' og er direkte udsprunget af, at Jørgen Leth for 10 år siden faktisk var tæt på at dø, da et voldsomt jordskælv ramte Haiti.
7,0 på richterskalaen blev det målt til. Jørgen Leth befandt sig midt det. Hans hus og hans liv lå pludselig i ruiner.
»Jeg kunne se, at væggene faldt ned omkring mig. Men det blev surrealistisk, forstår du. Jeg var fuldstændig ude af stand til at forstå sammenhængen. Det varede flere minutter, før det gik op for mig, at jeg var midt i et jordskælv,« forklarer Jørgen Leth om den lammelse, der ramte ham og frøs hans krop.
Men det indre efterskælv var værre. For pludselig lå også hans plan for livet – resten af livet – smuldret i ruinerne.
»Det var der, jeg ville være til det sidste. Jeg blev helt forstyrret indvendig og gik meget dårligere efter jordskælvet. Så både symbolsk og rent fysisk har den katastrofe ændret mit liv.«
Depression har altid været en følgesvend i hans liv. Og den ramte ham da også, da han efter jordskælvet søgte tilflugt i Den Dominikanske Republik.
»Jeg ville ikke til Danmark. Jeg kunne ikke holde tanken ud om at sidde ved middagsborde i København og omegn og fortælle om det,« siger han om sit valg.
Hans familie – fire børn og alle deres børn – fløj ned og slog ring om ham.
»I hele forløbet med jordskælvet stod de bag mig og hjalp mig med, hvad jeg skulle gøre. De var der for mig. De var bange for, at min depression skulle udfolde sig på en anden måde, end den plejede. Så de ville beskytte mig. I virkeligheden mod mig selv, tror jeg,« siger Jørgen Leth. Med stor taknemmelighed i stemmen.
Fremdrift er – og har altid været – Jørgens Leth mantra. Han kom op af sit sorte hul. Ud på den anden side, hvor han igen kunne bruge sit eget liv til at fortælle historier. Selv om der var slået dybe revner i livsfundamentet under ham.
Dokumentarfilmen 'I Walk', som er blevet til på idé af sønnen Asger, er da også en nærgående refleksion over Jørgen Leths eget liv, hvor han både mentalt og helt bogstaveligt kæmper sig gennem junglen. I kamp mod alderen og forfaldet.
»Filmen er jo baseret på at ville leve sig gennem livet. At komme igennem det på en modig måde, der rummer optimismen. Men alder og forfald? Det er jeg sgu ikke meget for at skulle se i øjnene,« siger Jørgen Leth, der dog insisterer på at være hudløs ærlig i sine digte og sine film. For at smitte andre mennesker med sin klogskab, som han siger med et veltilfreds smil.
Og således er han også ærlig om sit forfald og de spor, alderen sætter i hans krop.
Dét med benene, der svigter, er én ting. Den gennemgribende træthed, der tager mere og mere over og gør det sværere og sværere at komme ud af sengen, er en anden. Men værst er hukommelsen.
»Det er den korte hukommelse, som er mest belastet. Den svigter hele tiden,« forklarer Jørgen Leth og beskriver, hvordan han næsten dagligt glemmer nøgler eller telefon, når han forlader sønnen Asgers lejlighed, hvor han for tiden bor. Hvordan han hver morgen tænker »hvad var det nu, jeg skulle huske?«
»Det er frygteligt.«
Men han griner også hjerteligt af sig selv og sin situation. Som når han fortæller om sin producer Marianne, der har været ved hans side i årtier, og som for tiden befinder sig i Spanien.
»Alligevel får jeg en huskeseddel fra hende hver morgen.«
Han finder sin telefon frem. Finder sms'en, hvor hun har mindet ham om dagens interview. Jørgen Leth læser op. Som kun Jørgen Leth kan.
»'Har du pinkoden til mit Danske Bank-kort?' spørger jeg så. Og hun giver mig nummeret. Så skriver jeg her: 'Kan du ikke tænke over et par emner til min premieretale og sige mig, hvordan det plejer at være?'«
Latteren forplanter sig i den aldrende krop. Smilerynkerne bliver som furer i det solbrune ansigt.
»Hun sidder kraftedeme i Spanien, så det er jo vanvittigt. Men jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende.«
Langtidshukommelsen er heldigvis intakt. Det er dén, der er Jørgen Leths skattekammer. Den, han lever af. Derfra, han suger inspiration til det næste projekt. Som der altid er ét eller flere af.
»Jeg kan huske alle cykelløbene, alle jazzmusikerne fra 50'erne, 60'erne, 70'erne. I detaljer. Jeg har masser af historier, jeg ikke har fortalt fra den tid,« siger han og smiler ved tanken om det, han gerne vil nå.
Men hvad hvis det skatkammer forsvinder? Hvad nu hvis Jørgen Leth rammes af demens?
»Der rammer du plet med det spørgsmål,« siger han og får alvoren tilbage i ansigtet.
»Selvfølgelig er det dét, jeg frygter, og som jeg håber at undgå. Det ville være forfærdeligt, hvis stumperne blev ved med at falde væk. Det er et mareridt. Min værste rædsel.«
»Når man er så bevidst om sig selv, som jeg er, så er det klart, at jeg ser på de mindste tegn på det. Alt det med at glemme de små ting. Hvor langt er det kommet? Hvor meget er der tilbage?« spørger han. Uden at kende svaret.
Men han ved, at også dét vil han gerne dokumentere. For det er dét, Jørgen Leth kan og har tænkt sig at blive ved med. Så længe han kan.
Døden og roen må vente.
'I Walk' har premiere i biografer landet over 22. oktober.
