I knap et år har Joan Ørting dannet par med en 27 år yngre musiker.

Hvem han er, holder den 62-årige sexolog stadig for sig selv. Til gengæld sætter hun nu lidt ord på den store aldersforskel over for Se og Hør.

»Det går simpelthen så godt. Det er dejligt at have en kæreste. Der er jo stor aldersforskel, og det er et tema, at jeg har en ung én. Men han skal ikke have børn, og vi lever i nuet. Jeg ser mig ikke som en cougar, vi passer bare sammen, og så bliver alderen en slags modsætning, som skaber noget. Det er jo umage, men så er man lidt mere opmærksom og taknemmelig,« lyder det fra Joan Ørting til ugebladet.

For selvom forholdet går strygende, så indrømmer sexologen, at den store aldersforskel ikke har været til at slippe helt udenom.

Da forholdet blev offentligt kendt, ville hun ikke sætte et tal på aldersforskellen, selvom hun indrømmede, at den var større, end hun havde tænkt sig.

Hun understregede dog, at aldersforskellen ikke decideret tændte dem, men at de holdt sammen på trods af den.

»Det er også dejligt at have en, der er frisk, for jeg har selv meget energi,« har hun med et smil tidligere fortalt til B.T.

Parret fandt sammen seks år efter, at Joan Ørting blev skilt fra sin eksmand, historiefortælleren Carsten Islington, som hun var gift med i 15 år.

Siden er Joan Ørting og den hemmelige musikerkæreste ikke veget fra hinandens side. Og det er, selvom hun bor på Langeland, mens han er bosat i København.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Joan Ørting om den hemmelige kæreste, men hun er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelser.