Bjarke Ingels har gjort det igen: Scoret et prestigebyggeri ude i den store verden.

»Jeg håber inderligt, at bygningen vil komme til at blive elsket af tjekkerne og blive en kærkommen tilføjelse til Prags ikoniske skyline,« siger den danske stjernearkitekt.

For hans selskab Big har vundet dysten om at skabe et nyt koncerthus i Tjekkiets hovedstad, Vltaa Philharmonic Hall, der bliver det første byggeri af sin slags i mere end 100 år.

I alt 19 anonyme bidrag fra hele verden var med i konkurrencen.

Sådan skal det nye koncerthus i Prag se ud.
Sådan skal det nye koncerthus i Prag se ud. Foto: Mozses
Vis mere

Bjarke Ingels vinderbidrag kommer til at rejse sig ved siden af Vltava-floden og skal rumme Prags Symfoniorkester. Det bliver på i alt knap 50.000 kvadratmeter og vil få plads til lige under 2.000 publikummer.

Ifølge en pressemeddelelse vil det 'danne forbindelser mellem byens pladser og gader og skabe masser af byliv fra flodbredden helt op til toppen af koncertsalen, som musikelskere og almindelige borgere kan gå på opdagelse i under, ovenpå og igennem'.

Bjarke Ingels mener, at »det nye koncerthus bliver et ekspressivt og samtidig pragmatisk vartegn for Prag«.

»Vltava Philharmonic Hall er komponeret som en flydende oplevelse fra Vltava flodbredden helt op til koncerthusets tag: her bliver byens strømme og smukke pladser forenet med Prags byliv og musikken,« siger han:

Et invendigt kig.
Et invendigt kig. Foto: Mozses
Vis mere

»Musiksalene er som fintunede instrumenter, der skal levere verdensklasse musikalske og visuelle oplevelser – og er orkestreret med øje for funktionalitet og forbindelser. Bygningens rytmiske arkitektur, symfonien af søjlegange og balkoner vil lade bylivet summe og fortsætte i alle retninger.«