Faustix har en mission med 'Vild med dans'.

Den 31-årige musiker, der er født Morten Brangstrup Olsen og privat danner par med influencer Irina Olsen, har i flere år spurgt TV 2, om ikke han måtte være med - nu lykkedes det endeligt.

»Jeg har 'tagget' 'Vild med dans' op til flere gange, flere år tilbage, hvor jeg skrev 'Vild med dans', I ringer bare'. De ringede aldrig,« fortæller han med et grin, da B.T. møder ham til årets første 'Vild med dans'-pressemøde.

»Det var ment som en joke, men jeg havde sagt ja, hvis de havde spurgt. Så det var lidt a la 'haha, men ring lige',« forklarer han videre.

For han har længe godt kunne se en ide i at være med i et af Danmarks største og mest folkelige tv-programmer.

Mens hans pladeselskab måske kunne have overvejelser, om det passede ind i hans image som kunstner, har han set det som en mulighed for at få et helt nyt publikum.

»Det er jo et stort, flot format med mange seere. Jeg ser det også som en mulighed for at komme ud til et helt nyt segment, som måske ikke ved, hvem Faustix er. Eller i hvert fald lære ham bedre at kende. Jeg er jo også Morten Olsen og familiefar. Nogle vil sikkert tænke 'Faustix, dj, han er nok bare sådan en festabe'. Nu ser folk mig fra den her side, og det håber jeg bliver taget god imod.«

Han fortæller, at han blev spurgt af TV 2 for lidt over en måned siden og gætter på, at han må være en af de sidste, der fik et opkald.

Dj Morten Brangstrup (Faustix) og Asta Björk til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Dj Morten Brangstrup (Faustix) og Asta Björk til 'Vild med dans' pressemøde i København, tirsdag den 8. september 2020. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

»Jeg skulle lige summer over det. Ikke i flere uger, men jeg blev nødt til først at vende det med mit pladeselskab, mangement og agenter. Jeg har jo stadig en masse jobs, så det skulle også kunne passe med min hverdag, og så er vi jo samtidig i gang med at lave vores eget tv-program ('The Olsons', hvor man følger Faustix og hans families liv, red.).«

Faustix tilføjer:

»Det hele gik heldigvis op i en højere enhed. Det er jeg super glad for - også at mit pladeselskab kunne se en ide i det.«

Adspurgt om han tænker, at hans bedre halvdel er misundelig over, det er ham, der får lov til at hoppe i danseskoene, svarer han:

»Nej, hun har så meget andet at se til. Irina skriver bog lige nu og har startet en webshop, så hun har slet ikke tid.«

Faustix skal danse med Asta Björk Ivarsdottir, der vandt 'Vild med dans' i 2018 med skuespilleren Simon Stenspil.

De havde før introduktionen til 'Vild med dans' ikke mødt hinanden før, men har en fælles bekendt i form af Astas kæreste den tidligere 'Paradise Hotel'-deltager Jonass Jannec Jensen.

Da Faustix i slutningen af maj spillede til et stort corona-arrangement på taget af Københavns Opera, så Asta Björk Ivarsdottir ham spille sammen med sin kæreste.

»Jeg sagde til Jonas, at ham der har en god rytme. At ham gad jeg godt danse med i 'Vild med dans',« fortæller Asta Björk Ivarsdottir med et grin.

»Og det var længe før, jeg blev spurgt, om jeg ville være med, så det er jo nærmest meant to be,« tilføjer Faustix med et smil.

Se Faustix og resten af de nye 'Vild med dans'-dansere blive testet i deres sejrs-vilje i videoen øverst