Om meget kort tid kan 55-årige Bubber kalde sig far endnu engang.

Og nu løfter han sløret for, hvad han og kæresten Signe Rossing venter sig.

»Min søn bliver jo nok ham med den ældste far, men jeg er heldigvis i form, så vi kan spille fodbold og den slags,« siger Bubber til Billed-Bladet.

Den lille dreng kommer til verden om tre uger, og dermed kan tv-værten - der har det borgerlige navn Niels Christian Meyer - inden længe kalde sig far til fire.

Bubber har for nylig fortalt i sin nye podcast 'Gammelfar' på Podimo, at det slet ikke var meningen, han skulle have flere børn, og graviditeten var ikke planlagt fra nogle af parternes side.

»Da jeg første gang fik at vide, at vi skulle være forældre... Jeg kan jo godt sidde her og prøve at skrive det om, file nogle hjørner af, men helt ærligt, jeg tænkte: 'Det kommer ikke til at ske.' Men nu har vi taget beslutningen, så derfor er det faktisk noget, jeg ikke gider høre mig selv sige. Helt ærligt,« siger han blandt andet i podcasten.

Det var tilbage i november, Bubber selv fortalte, at han skulle skilles fra sin kone gennem 28 år.

Samtidig kom det frem, at han ventede barn med en ny kvinde.