Rusland kunne til sidst juble over at sejre sig til bronzemedaljer søndag ved VM i ishockey.

Her var russerne ganske suveræne langt inde i opgøret og var foran 4-0, men finnerne kom pludselig tilbage og reducerede tre gange, før Rusland lukkede opgøret med en scoring til slutresultatet 5-3.

Dermed blev Rusland nummer tre ved VM, hvor finalen mellem Canada og Sverige spilles senere søndag, inden guld- og sølvmedaljerne kan fordeles.

Rusland spillede specielt i anden periode, så Finland ganske enkelt virkede overmatchede.

Nikita Gusev bragte russerne foran 1-0 efter syv minutter, og der blev ikke scoret mere i første periode.

Det gjorde der til gengæld i anden periode, hvor Rusland scorede tre gange ved Vladimir Tkachyov, Nikita Gusev og Bogdan Kiselevich.

Så var det endelig Finlands tur til at få pucken i nettet.

En russisk fejlaflevering endte hos Mikko Rantanen, der satte et kontraangreb i gang og selv endte med at score til 1-4 i slutningen af anden periode.

Siden reducerede først Mikko Lehtonen og siden Veli-Matti Savinainen i tredje periode til 3-4, inden Ruslands Nikita Kucherov scorede til slutresultatet 5-3.

VM-finalen mellem Canada og Sverige spilles klokken 20.45.