Stefan Lassen spiller sin sidste landskamp, når Danmark møder Slovakiet ved VM tirsdag eftermiddag.

Det danske ishockeylandshold tager afsked med en af holdets mangeårige profiler, når Danmark tirsdag eftermiddag møder Slovakiet i den sidste kamp ved VM.

Den 33-årige back Stefan Lassen har nemlig besluttet at indstille landsholdskarrieren, oplyser han til TV2 Sport.

- Det bliver hårdt at sige farvel.

- Men samtidig er det også bare noget, jeg er så stolt over, at jeg har været med til i så mange år, siger Stefan Lassen.

Herningenseren debuterede på landsholdet i 2007 og er i gang med sit tiende VM.

Klubkarrieren har ført ham fra Herning over Sverige, Østrig og Finland, inden han sidste sommer vendte tilbage til Sverige og Uppsala, hvor han bor med sin kone og børn.

Da var han egentlig indstillet på helt at stoppe som professionel ishockeyspiller for i stedet at tage hul på en civil karriere. Men et opkald fra den svenske klub Almtuna ændrede planerne.

- Jeg skulle være sælger og udvikler i en virksomhed, der skulle udvide sin produktion til Danmark.

- Men samme dag, som jeg fik det jobtilbud, ringede de fra Almtuna. Der var krise, og de havde fået en back skadet. Så endte det med det, og det er jeg superglad for, har Stefan Lassen fortalt Ritzau.

Det betød også, at sidste års VM i barndomsbyen Herning alligevel ikke blev Lassens svanesang på landsholdet. I foråret meldte han sig klar til at tage en sidste tørn.

Med kampen mod Slovakiet når han op på 185 optrædener i landsholdsdragten, hvilket i VM-truppen kun er overgået af Morten Madsen.

Og det er ikke uden vemod, at den hårdføre back nu sætter punktum for en 12 år lang landsholdskarriere.

- Det vil altid fylde utroligt meget i mit hockeyhjerte. Alle de oplevelser, man har haft på godt og ondt med landsholdet, siger Lassen til TV2 Sport.

Mens tiden på landsholdet altså rinder ud tirsdag, har han kontrakt med Almtuna for yderligere en sæson.

/ritzau/