Meget af sit liv har Ole Steen Mortensen skjult sin inderste hemmelighed. Selvom han allerede i barndommen var mere til sin mors og søsters kjoler og trusser end underbukser og jeans, så var det først sent i voksenlivet, at han turde stå ved sin lyst. Men det var først efter, at en B&O-forhandler nægtede at handle med Ole, at han endelig følte sig accepteret af omverdenen, som den han er: en mand i kvindetøj
’Hej, Kjole-Ole!’
Tre drenge på ni-ti år hilser højlydt på Ole Steen Mortensen, mens de drøner forbi ham på deres cykler. Skoletaskerne hopper rundt på ryggen af dem, mens de slingrer ind og ud på stisystemet og parkeringspladserne, der ligger et par kilometer fra Viborgs centrum.
Den særprægede hilsen ville virke uhøflig i enhver anden sammenhæng, hvis ikke det var fordi, Ole Steen Mortensen gik rundt i en knaldrød kjole med hvidt skærf og blonder.
»Min Rødhætte-kjole,« siger Ole Steen Mortensen med stolthed i stemmen.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs anden del i serien om Danmarks originaler. Hver uge præsenteres de en for en og deler deres unikke historie om et liv, der på alle måder skiller sig ud fra den gængse danskers hverdag med travlhed på jobbet, et presset familie- og kærlighedsliv, og bekymringer omkring fremtid, karriere og det at skulle passe ind de rigtige steder med de rigtige mennesker.
I denne uge møder vi Ole Steen Mortensen, som for mange år siden valgte herretøjet fra og trak i kjolen. Den tidligere typograf, der samler på biler, går i Viborg og omegn under kælenavnet 'Kjole-Ole' - og det generer ham ikke det fjerneste.
Meget af sit liv har Ole Steen Mortensen skjult sin inderste hemmelighed. Selvom han allerede i barndommen var mere til sin mors og søsters kjoler og trusser end underbukser og jeans, så var det først sent i voksenlivet, at han turde stå ved sin lyst. Men det var først efter, at en B&O-forhandler nægtede at handle med Ole, at han endelig følte sig accepteret af omverdenen, som den han er: en mand i kvindetøj
’Hej, Kjole-Ole!’
Tre drenge på ni-ti år hilser højlydt på Ole Steen Mortensen, mens de drøner forbi ham på deres cykler. Skoletaskerne hopper rundt på ryggen af dem, mens de slingrer ind og ud på stisystemet og parkeringspladserne, der ligger et par kilometer fra Viborgs centrum.
Den særprægede hilsen ville virke uhøflig i enhver anden sammenhæng, hvis ikke det var fordi, Ole Steen Mortensen gik rundt i en knaldrød kjole med hvidt skærf og blonder.
»Min Rødhætte-kjole,« siger Ole Steen Mortensen med stolthed i stemmen.
I et samfund hvor kønsrollerne endnu er relativt firkantede og med en klar forventning til påklædningen, er det ikke svært at se, hvorfor Ole Steen Mortensen skiller sig ud fra mængden, når han spadserer eller cykler rundt i hjembyen Viborg.
Lyst til dametøj
Navnet Kjole-Ole har han for længst taget til sig. Det er sådan, han svarer, telefonen, når man ringer til ham, og navnet står endda på postkassen i opgangen ved siden af det borgerlige navn.
Sådan må det være, når man ikke ejer et eneste stykke herretøj. Det har Ole Steen Mortensen ikke gjort i mere end 25 år. Der er kvindelige gevandter fra inderst til yderst, fortæller han. Lysten til at gå i dametøj har han haft næsten hele livet.
»Jeg har nok ikke været mere end 10-12 år, før jeg fandt ud af, at jeg hellere ville gå i dametøj. Der er intet lækrere end sådan en kjole, der smyger sig ned om kroppen. Den fornemmelse har man ikke i herretøj. Så jeg lånte, eller stjal om man vil, min mors og min søsters tøj, når de ikke var hjemme,« siger Ole Steen Mortensen.
»Jeg kunne godt lide at have tøjet på, når det var vådt. Sådan en dametrusse eller bluse er så lækker at have på, når den er våd. Så jeg gik ofte i bad med min mors ellers søsters tøj på. Men nogle gange kunne jeg ikke nå at tørre tøjet, inden de kom hjem, og så smed jeg det i fyret for ikke at blive opdaget. Min mor kunne ikke forstå, hvorfor der altid manglede nogle trusser eller trøjer, så mine forældre fandt ret tidligt ud af, at jeg godt kunne lide at gå i dametøj.«
En outsider
Ole Steen Mortensen er opvokset i Vejgaard ved Aalborg sammen med sine forældre og en søster, der er et år yngre. Godt 20 år senere kom endnu en søster til.
Forældrene lærte aldrig at acceptere hans behov for at gå i dametøj, og da Ole senere i livet fik mod til at stå ved sig selv, kunne parterne ikke længere forenes.
»Min mor sagde på et tidspunkt, at hvis jeg ringede på, og hun kunne se, at jeg stod i dametøj, så ville hun ikke lukke op. Og så tænkte jeg: så hellere lade være. Hun fik det sidste ord, for hun skrev mig ud af testamentet. Min yngste søster kan heller ikke acceptere, at jeg er, som jeg er, så hende har jeg ikke set, siden hun gik ud af gymnasiet. Det er cirka 30 år siden,« fortæller Ole Steen Mortensen. Han har med egne ord altid været en ’outsider’.
»Jeg plejer at sige, at jeg er en ’lonely rider’. Da jeg var barn, sad jeg altid alene på mit værelse og legede med modelfly og biler. Jeg har aldrig haft en kæreste eller særlig mange venner. Jeg har altid været alene, og sådan bliver det nok ved med. Jeg er blevet for gammel til at finde mig en kæreste, jeg har for indgroede vaner til at kunne finde ud af at leve sammen med en anden,« siger han.
Begrænset accept
Ole Steen Mortensens interesse for layout og design, den interesse han som barn fandt glæde i ved modelflyene og bilerne, førte til, at han kom i lære som typograf. Den uddannelse førte ham i slutningen af 60’erne til Viborg, hvor han har boet lige siden.
Her fik han arbejde på Viborg Stifts Folkeblad, hvor kollegerne efterhånden fandt ud, at han var transvestit.
»De kunne godt lave sjov med mig, men jeg kan huske en dag, hvor jeg havde fået mod til at tage en nederdel, lange støvler og en dametop med på arbejde, men da jeg gik ned i sætteriet, nedlagde kollegerne arbejdet. Så længere rakte accepten ikke,« fortæller Ole Steen Mortensen.
Derfor indrettede han sit liv, så han passede mest muligt ind i omverdenens forventninger.
»Det var hårdt. Jeg kunne ikke skynde mig hjem hurtigt nok for at komme i dametøj. Det havde jeg lagt frem om morgenen, inden jeg tog på arbejde. Jeg havde altid skjult mit behov for at gå i dametøj. Da jeg var teenager, kunne jeg have rullekrave og jeans på, men så havde jeg for eksempel en stram gymnastikdragt og strømpebukser inden under. Man finder små smutveje og trick til at skjule sit behov, sådan tror jeg mange transvestitter har det,« siger Ole Steen Mortensen.
Vendepunktet
Han trådte først frem som full-blown transvestit, da han for 30 år siden blev fyret fra avisen. Ny teknologi gjorde Ole Steen Mortensen overflødig, og kort efter blev han førtidspensionist. Det satte tankerne i gang.
»Jeg havde kun én at tage hensyn til, og derfor besluttede jeg at smide alt herretøjet i min garderobe ud. Jeg begyndte lidt forsigtigt med at gå i kjoler og løse skørter sent om aftenen eller natten, men efterhånden turde jeg gå op i det lokale supermarked og handle ind. Men jeg fik da en del kommentarer som ’klamme bøsserøv’ fra unge fyre,« siger Ole Steen Mortensen.
Artiklen fortsætter under billedet
Ole Steen Mortensen følte sig ’tålt’ af omgivelserne, og interessen for en mand i dametøj aftog, efterhånden som han bevægede sig rundt i Viborg og omegn.
Vendepunktet kom dog for alvor i 2006, da han blev midtpunkt i den såkaldte B&O-sag, hvor en lokal B&O-forhandler i Viborg nægtede at handle med Ole, før han gik hjem og ’tog sin mors tøj af’. Historien gik land og rige rundt, og mens B&O-forhandleren fik en bøde for diskrimination, blev Ole allemandseje i Viborg.
»Hvor jeg før blev truet af spritterne nede i byen, så begyndte de pludselig at komme til mig og hilse. Det var egentlig meget sigende for hele byens reaktion på sagen,« siger Ole Steen Mortensen.
Artiklen fortsætter under billederne
Mere rummeligt
Han føler, at samfundet generelt er blevet mere rummeligt, siden han første gang for godt 25 år siden forsigtigt gik rundt i sine kjoler om aftenen.
»Jeg ved godt, at der for eksempel for nylig var skudepisoden i Orlando mod homoseksuelle, men generelt synes jeg, at rummeligheden er blevet større. I dag er der flere, der går anderledes klædt i gadebilledet. Om det er en burkaklædt kvinde eller mig i dametøj. Der er kommet en større accept af mangfoldighed, synes jeg, men den tolerance er samtidig under pres hele tiden. Og der er stadig lang vej igen, før der er fuld ligestilling lige på det her område,« siger Ole Steen Mortensen og tilføjer:
»Du ser tit kvinder og piger gå i maskulint tøj som cowboybukser og skjorter. Men kommer der en mand i en kjole, så er man en ’bøsserøv’ og ulækker. Der synes jeg, vi mangler noget som samfund.«
