Holger Rune har aldrig haft større mulighed end den, der ligger for fødderne af ham lige nu.

For med det ene afbud efter det andet fra flere af tennissportens største stjerner til ATP Masters 1000 i Monte Carlo, er danskeren én af de absolutte favoritter til at vinde den prestigefyldte turnering.

Tidligere på dagen meddelte den mangeårige gruskonge Rafael Nadal nemlig afbud på grund af en skade.

Og kort efter måtte verdens nummer to, Carlos Alcaraz, og verdens nummer syv, Felix Auger-Aliassime, ligeledes trække sig fra startlisten til turneringen.

Foto: Charles Baus
Vis mere

Noget, der betyder, at den danske tenniskomet i skrivende stund kan se frem til at blive seedet som nummer seks på det berømte grus i Monte Carlo.

De tre grusspecialister, der netop har trukket sig, var i forvejen nogle af de største favoritter til at nappe titlen i Monaco.

Og netop derfor har Holger Rune nu en gylden mulighed for at stryge til tops ved så stor en grusturnering.

Grus er i forvejen danskerens favoritunderlag, og med hans nuværende placering på verdensranglisten, nummer otte, skal der ikke ret meget til, før det 19-årige stortalent kan se frem til at tage et skridt op på listen, når turneringen er færdigspillet.

Canadiske Felix Auger-Aliassime, der har meldt afbud i Monaco, er nemlig blot 80 point foran danskeren på verdensranglisten.

På grund af seedningen blandt de otte bedste træder Holger Rune først ind i anden runde ved turneringen, der begynder den kommende weekend.