Hun sad på bænken og kunne nærmest ikke få armene ned.

»Det var vanvittigt fedt, det kunne man også se på mig,« siger Sandra Toft og fortsætter:

»Det er mega fedt, at ens makker bare brænder fuldstændig igennem. Det var forventningen, man havde inden og under kampen. Man ved også godt, at når en målmand får det psykiske overtag, er det svært at bryde.«

Hun taler – selvfølgelig, fristes man til at sige – om Althea Reinhardt, der viste topklasse mod Tyskland.

For da Odense-spilleren stod på mål søndag aften, var det en helt rolig Sandra Toft, der sad på bænken ved siden af. Ingen nerver, for hun vidste, at landsholdskollegaen ville klare det.

Generelt har de danske målvogtere stået godt på skift, og det betyder rigtig meget for Sandra Toft. Ikke kun fordi hun under sin makker det bedste, men også fordi det hjælper hende.

Det giver hende langt større overskud, end hun før har oplevet til en slutrunde, hvor hun faktisk, som kampene er skredet frem, er begyndt at føle sig slidt.

»På det her tidspunkt i et mesterskab ville jeg jo normalt være helt mørbanket. Jeg har et meget større overskud, end jeg plejer at have,« fortæller Sandra Toft, der selv stod stærkt mod Sydkorea og Tjekkiet.

Althea Reinhardt og Sandra Toft har stået godt på skift.
Althea Reinhardt og Sandra Toft har stået godt på skift. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Inden årets VM havde hun en snak med landstræner Jesper Jensen om netop det måske lidt manglende overskud, der har været tidligere.

»Jeg havde et møde med dem, inden vi tog afsted, hvor jeg sagde, at hvis man kiggede på mine slutrunder, så daler mit niveau naturligvis også, når vi når frem i kampene. Det er noget, vi har haft fokus på,« siger Sandra Toft.

Dels har hun længe været det klare førstevalg, og dermed lå der nok et lidt større pres på hende. Men det handler også om, at den 32-årige Brest-spiller har flere kasketter på, der i det lange løb tærer på energien.

»Det er hårdt at spille kampe, og så er det også mentalt. Jeg har jo også en anden rolle i at være anfører og den ældste, den der går rundt og taler med folk, så der er mange ting lige at gå og holde styr på,« smiler målvogteren og tilføjer:

»Det hjælper jo også, at vi vinder. Det giver overskud. Mange af de andre slutrunder har det været kniven for struben. Vi snakkede også om, at det må være sådan, Norge har haft det,« siger hun med et stort grin om VM-favoritterne.

Sandra Toft og Althea Reinhardts tilgang til det hele er flere gange blevet fremhævet som 'forbilledligt'. De er makkere, og det vigtigste for dem er, at Danmark vinder, selvom de jo også – hvis man skal se det sort-hvidt – er konkurrenter.

»Ja, helt sort og hvidt, men vi har været gode til altid ikke at påtale det på den måde, også da hun var med som helt ung. Vi har altid har lagt vægt på, at vi er makkere. Det er dejligt nu, at omverdenen og I medier også kan forstå, vi er en duo og ikke bare konkurrenter, der helst vil stå,« siger Toft og fortsætter:

»Der har tit været det fokus, hvor vi bliver ved med at sige, vi er af sted sammen, og det er fuldstændig ligegyldigt, om det er mig, der står i målet med høj redningsprocent, eller om det er hende, så længe Danmark vinder,« siger Sandra Toft.

Sandra Toft sad på bænken under kampene mod Tyskland og Ungarn. Her kunne hun se Althea Reinhardt brillere på mål.
Sandra Toft sad på bænken under kampene mod Tyskland og Ungarn. Her kunne hun se Althea Reinhardt brillere på mål. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og at Danmark vinder, kan man roligt sige er tilfældet for tiden. Ved årets VM har landsholdet indtil videre vundet seks ud af seks kampe med tocifret målforskel hver eneste gang. Derfor klager Sandra Toft bestemt heller ikke over at være dansk spiller lige nu.

»Det er mega sjovt. Det er den følelse, jeg har håbet at have ved de andre slutrunder. Vi snakkede om, at det er surrealistisk for os og Danmark at – 7-9-13 – være så godt kørende i en slutrunde,« siger Sandra Toft.

Hun har spillet på landsholdet siden 2008 og er ikke i tvivl om, hvor årets niveau ligger på karakterskalaen i forhold til alt det, hun har oplevet.

»Det må ligge allerhøjest. Det er klart det højeste niveau, vi har vist i den tid, jeg har været med,« siger Sandra Toft.

Sammen med landsholdet skal hun tirsdag aften møde Brasilien i kvartfinalen.