Viborg var spillet helt ned, men indhentede det tabte og vandt DM for 13. gang.

Viborg HK's håndboldkvinder genvinder DM-guld med en udesejr på 27-25 over Randers HK. Viborg vinder med 2-0 i kampe. Det ver holdets 13. danske mesterskab.

 

Viborgs håndboldkvinder bliver ved at vinde titler. I den anden DM-finale afgjorde Viborg sagerne med en udesejr på 27-25 over Randers HK.

Men det lignede længe en overraskende sejr til Randers, som kæmpede godt og hang fint med i størstedelen af kampen.

Randers var endda fortjent foran 14-10 ved pausen, og hjemmeholdet burde og kunne faktisk have været foran med endnu flere mål. For Viborg spillede slet ikke op til sit vanlige niveau i første halvleg.

Udeholdet levede mest på individuelle aktioner fra bagspillerne Bojana Popovic og Grit Jurack, men det var også nok til hele tiden at have sejren inden for rækkevidde.

Viborg kom som så ofte før flot tilbage i kampen i anden halvleg og fik kontakt ved 19-19.

Flot målmandsspil i begge ender af banen holdt længe spændingen intakt, og især stod Randers-keeper Chana Masson forrygende på stregen med adskillige refleksredninger.

Katrine Fruelund meldte sig også bedre ind i kampen i anden halvleg med en række meget flotte scoringer fra distancen.

Men det var ikke nok til at holde Viborg fra at vinde sin tredje DM-titel i træk og 13. i klubbens historie.

/ritzau/