Det var med rystende stemme og bævrende underlæbe, at Simon Pytlick efter det knebne finalenederlag til Frankrig skulle prøve at sætte ord på skuffelsen.

Og det var svært.

»Det har været en hård rejse ... hvad fanden skal man sige? Frankrig fortjente det efter den forlængede spilletid. Men jeg er bare stolt over at være en del af det her hold,« sagde han med skuffelsen malet ud over det hele.

En af journalisterne konstaterede, at han virkede meget påvirket.

»Ja. Det har bare været en hård måned. Og man vil så gerne stå med guldet til sidst. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.« 

»Temaet er, at vi ikke er kyniske nok til sidst, da vi har chancen for at afgøre det,« fik den danske stjerne fremstammet, inden han bevægede sig videre i teksten.

Danmark måtte ud i 70 minutters håndbold, før nederlaget på 31-33 stod som slutstilling.