DHF har givet GOG dispensation til at overdrage klubbens licens til at spille i kvindernes håndboldliga til det nye håndboldfællesskab Odense GOG.

Håndboldfolk med god hukommelse og mindst 30-40 somre på livets bankbog kan huske, at Odense engang var en magtfaktor i dansk håndbold via klubber som for eksempel Stjernen og Tarup-Pårup. Siden overtog håndboldfællesskabet på Østfyn - bedre kendt som GOG - totaldominansen inden for håndbold på Fyn med adskillige danske mesterskaber som følge.

Men nu er Odense tilbage på landkortet - hvilket mere præcist betyder i kvindernes håndboldliga. Det sker dog pudsigt nok, fordi netop GOG har fået økonomiske kvaler og som en konsekvens heraf har set sig nødsaget til - så at sige - at eksportere klubbens kvindehold til øens største by. Her opstår et nyt holdfællesskab med 1. divisions-klubben Odense Håndbold under navnet Odense GOG, der overtager GOG-kvindernes licens i den kommende sæson i Ligaen.

Netop overdragelsen af kvindeholdets liga-licens fra GOG til Odense-holdet har dog været en grov knast at få høvlet væk, da GOGs økonomi har været så kritisk, at klubben ikke har kunnet få en revisorpåtegnet godkendelse af regnskabet, hvilket er en forudsætning for en licens-overdragelse.
Problemet har bare været, at en forudsætning for, at GOG kan levere et godkendt regnskab er, at kvindeholdet bliver trukket ud af regnskabstallene via en overdragelse til det nye samarbejde med Odense Håndbold. Derfor har GOG søgt dispensation hos Dansk Håndbold Forbunds Kontraktudvalg til at overdrage liga-licensen uden revisor-påtegnelsen, og den har klubben nu fået.

'Normalt skulle GOG Svendborg TGI kunne fremvise en revisorpåtegnet godkendelse af klubbens regnskab, før den som ønsket kunne overdrage kvindeholdets liga-licens til nystartede Odense GOG - en udskillelse, der ifølge klubbens egne oplysninger vil være afgørende for, at driften af GOG Svendborg TGI's nuværende herreafdeling vil kunne fortsætte,' skriver DHF på sin hjemmeside.

- Som sagen er forelagt, er det Kontraktudvalgets opfattelse, at der er tale om ekstraordinære omstændigheder, hvorfor tilladelse til dispensation fra kontraktreglementets § 15 stk 3 gives, hedder det i Kontraktudvalgets motivering.

Dispensationen betyder kort sagt, at liga-licensen nu kan gives videre til Odense GOG, der dermed er klar til første kamp i Guldbageren Ligaen lørdag den 5. september mod Anja Andersen og FCK.

Samtidig ser det ud til, at GOG, der nu kun har et herrehold at koncentrere sig om, går økonomisk lysere tider i møde.

En afledt effekt af sammenlægningen af Odense Håndbold og GOG er, at sidste sæsons sølvvindere fra Aalborg DH er kvalificeret til kvartfinalen i pokalturneringen uden kamp. Aalborg DH skulle have mødt Odense Håndbold i 1/8-finalen onsdag aften, men fynboerne har trukket deres hold ud af turneringen, så Aalborg DH vinder uden at spille.