Det var VM-kvartfinale. Mange følelser var på spil, og det kunne ses – og ikke mindst høres.

Det var ikke blot, når der blev scoret, danskerne jublede helt vildt.

Hvis de leverede en parade i forsvaret, lavede en god tackling eller fik dækket godt op, blev der jublet og brølt, så det nok kunne høres i hele Granollers og måske endda også udenfor byen.

Og det var en klar del af planen, fortalte Kathrine Heindahl, der var en af dem, der førte an med knyttede næver og en høj volume gennem hele kampen. Der var skruet en ekstra tand op.

Kathrine Heindahl under kvartfinalen mellem Danmark-Brasilien i Granollers, tirsdag den 14 december 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Kathrine Heindahl under kvartfinalen mellem Danmark-Brasilien i Granollers, tirsdag den 14 december 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi havde snakket om inden, at noget af det, som Brasilien kommer med, er stor attitude og meget udfarende energi. Og der syntes jeg, det er vigtigt, at vi ikke bliver overmatchet på det,« forklarede hun efter sejren på 30-25.

»Så det handlede om, at når vi har nogle gode aktioner, så skal vi også vise, at det betyder sindssygt meget for os, og alle de små sejre i løbet af en håndboldkamp skal vi fejre, fordi det er et skridt tættere på at kunne vinde kampen. Så det handler helt klart om, at vi ikke skulle overmatches på udstråling,« forklarede stregspilleren.

Bag hende stod Sandra Toft i målet, og den 32-årige stjerne understregede også efter kvartfinalen, at det havde stor betydning, at der var så meget lyd på.

Det var vigtigt for danskerne ikke blot at spille godt, men også at komme med et stærkt og ikke mindst verbalt udtryk.

»Det var noget, vi havde talt om. Især mod dem her, for de har følelserne udenpå tøjet, så vi skulle ikke lade os kyse, når de jublede. Vi skulle have ligeså meget energi og udstråling som dem,« fortalte Sandra Toft.

Med sejren over Brasilien har landsholdet sikret sig en plads i semifinalen ved årets VM.

Her venter enten Frankrig eller Sverige fredag aften. Hvem af de to det bliver, finder vi ud af onsdag aften.