Jublen begyndte allerede så småt det sidste minut af kampen mod Spanien.

Og da hornet endelig lød, stormede Kathrine Heindahl med sine holdkammerater ind på banen.

Her fik tårerne frit løb efter bronzekampen, som danskerne vandt helt overlegent.

»Jeg tror ikke, jeg kan sætte ord på. Det er en kæmpe forløsning, og jeg er så glad og stolt,« sagde hun efter kampen.

At hun blev så rørt efter kampen, skyldes, at holdet har været igennem så mange ting sammen.

Derfor skyllede følelserne ind over hende for rullende tv-kameraer, da det stod klart, at Danmark for første gang i otte år ville få en medalje til en slutrunde på kvindesiden.

»Det var kulminationen af rigtig mange års hårdt arbejde, rigtig mange skuffelser. At man både har misset nogle OL-turneringer, men også at vi efter at have tabt bronzekampen sidste år formår at rejse os på denne her måde og udvikle os så meget og sætte os så meget på en bronzemedalje, som vi gør i dag. Jeg er meget stolt. Det har været alt arbejdet værd,« smilede 29-årige Kathrine Heindahl, der havde debut på landsholdet i 2010.

Det var dog først i 2016, hun for alvor bed sig fast i truppen. Hun har efterfølgende været med til en slutrunde i Nantes i 2018, hvor landsholdet blev spillet ud af banen flere gange, VM i Japan i 2019, hvor OL-kvalifikationen glippede, og EM på hjemmebane i Herning i 2020, hvor landsholdet efter en ellers flot turnering måtte nøjes med en fjerdeplads.

Kathrine Heindahl og Rikke Iversen efter bronzekampen mellem Danmark og Spanien i Granollers søndag den 19. december 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Kathrine Heindahl og Rikke Iversen efter bronzekampen mellem Danmark og Spanien i Granollers søndag den 19. december 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Sådan gik det dog ikke i år i spanske Granollers, og medaljen om halsen har kun gjort Kathrine Heindahls drømme endnu større.

»Jeg vil bare have mere. Jeg er ikke færdig med at skulle vinde medaljer til Danmark, og jeg tror på, vi har rigtig meget kvalitet og sagtens kan tage den et step up. Det skal vi arbejde benhårdt for de næste 11 måneder, så vi til EM næste år kan forsøge at gå efter en højere,« lød det fra en glad Kathrine Heindahl.

Inden tankerne om flere landskampe dog begynder, skal landsholdet lige fejre bronzen. Og det kommer de i den grad også til, slog Kathrine Heindahl fast.

»Spørgsmålet er vist, om vi overhovedet skal i seng,« sagde hun med et stort smil.