Så skete det. Langt om længe. Danmark kan holde julebal i medaljeland!

Det var nu, de skulle vise, hvad de var lavet af og havde lært af den massive skuffelse fra sidste år, og Jesper Jensens mandskab bestod den eksamen med et stort 12-tal.

Mens kampen startede en smule nervøst, gik der ikke lang tid, før de røde og hvide langsomt fik tilspillet sig overtaget, og langsomt men sikkert pillede de glansen af de spanske stjerner.

Den længe ventede medalje kom i hus med en sejr på 35-28. Danmark er VM-bronzevindere 2021. Hvor er det skønt.

Danmark var favoritter inden kampen. En slags deja-vu til sidste års bronzekamp, og vi ved allesammen, hvordan den desværre endte. Spørgsmål denne søndag aften var selvfølgelig: Ville det ende i optur eller kæmpe nedtur og en helt frygtelig følelse?

Det blev det første, og der var aldrig rigtig nogen tvivl efter en kamp, hvor danskerne levede op til favoritværdigheden. Det er jo helt sindssygt, så meget der er sket med det hold de sidste par år.

De har talt meget om det mentale spøgelse, og man må bare sige, de har formået at holde det uden for døren. Der var pres på mod Spanien, der dog på ingen måde formåede at være den onde Grinch, der ødelagde den danske julefest.

Hold nu op for en attitude, spillerne viste. For selvom de i første halvleg ikke helt leverede på samme topniveau, vi ellers har set ved VM, fejlede den forrygende fight absolut ikke noget. Jeg kan nævne utallige eksempler, men et af de bedste var, da Rikke Iversen i første halvleg fik tilkæmpet et straffekast til Danmark.

Den danske profil blev nedlagt, og da dommeren fløjtede, blev hun lige liggende på maven i par sekunder og brølede af jubel for sine lungers fulde kraft.

Et stærkt signal om, at danskerne bestemt var kommet for at vinde – og de ville på ingen måde lade sig kyse af kulissen i hallen. Tværtimod. Det var, som om det satte ild i danskerne, der brølede igennem gang på gang.

Sikke en dejlig tidlig julegave fra det danske landshold, der nok kommer til at synge ekstra højt rundt om træet i år. Og med rette. Endelig lykkedes det, for første gang i otte år, at få den medalje ved en slutrunde, og hvor er det dog fortjent.

Så kan vi altid tale om en let lodtrækning – men sådan er gamet, og danskerne har leveret flotte kampe på stribe ved årets VM. Det eneste nederlag blev et uhyre snævert et af slagsen til Frankrig, og også i den kamp leverede Jesper Jensens mandskab rigtig flot i store dele af kampen.

De taler om, at det med tid kan blive et vinderhold – og jeg må bare sige, at jeg tilslutter mig det kor. Det kan blive rigtig stort, og lad os håbe, det for alvor starter her, hvor vi i den grad kan ønske en rigtig glædelig jul fra Granollers.