Der er ingen tvivl om, at iPhone er kongen i Danmark.

Det anslås, at lidt over 60 procent af danskerne bruger en telefon fra Apple, så det er firmaet i førertrøjen, de andre forsøger at slå af pinden.

Og det forsøger Google nu.

Onsdag aften præsenterede de deres bud på en konkurrent til iPhone 15, da de løftede sløret for Pixel 8 og Pixel 8 Pro.

Pixel-serien har længe ifølge mange anmeldere været en af de mere interessante Android-telefoner med gode kameraer og lynhurtig adgang til det seneste nye hos Google.

Og firmaet satser på, at det ikke ændrer sig nu. 

Google satser på, at en billigere pris end en spritny iPhone kan være med til at lokke kunder over, og derfor starter standardmodellen Pixel 8 på 6199 kroner mod 7.799 for iPhone 15. Og så får du endda kastet et par af deres Airpods-konkurrenter, Pixel Buds Pro, med i nakken lige nu.

Pixel 8 fra præsentationen i går.
Pixel 8 fra præsentationen i går. Foto: Caitlin Ochs/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men hvad får du for pengene?

Ifølge Google får du opgraderinger til et kamera, der i forvejen er et af de bedste på smartphones. Du får hurtigere telefoner i forhold til sidste år. Du får skærme med endnu mere lys i.

Og så får du hele - og hold nu fast - syv års opdateringer fra Google, hvilket er uhørt lang tid for smartphones.

De har derudover pakket kunstig intelligens-funktioner ind i især kameraet, så telefonen kan hjælpe dig med at fikse fotos, fjerne uønskede objekter, som svigermødre, og endda kombinere flere gruppefotos, så den fanger alle fra deres bedste side.

Hvis man køber 8 Pro-modellen til 8499 kroner, får man også en helt ny funktion, der ikke findes hos mange af konkurrenterne.

Der sidder nemlig et digitalt termometer ved siden af kameraet, som kan måle temperaturen på ting, du peger på - som mennesker, snobrød, iPhones og en varm stegepande.

Hvordan alt det fungerer i praksis, ved vi først, når telefonerne lander på markedet om en uges tid, og de amerikanske techmedier får fingre i telefonerne.

Google begyndte først med sidste års model at lancere deres Pixel-telefoner i Danmark. De foregående år blev de slet ikke udgivet på det danske marked, medmindre man selv importerede en.

B.T. har testet og anmeldt iPhone 15, hvilket du kan læse mere om HER.