Få kaffeconnaisseurens guide til den sublime iskaffe, som kan smages til i alle retningerne. Og er man til den nemme løsning, findes der også instant-iskaffe.

København. En dampende kop mokka kan måske blive en kende for kvalm i de lune måneder, men det er iskaffen et sublimt alternativ til.

En grundbase bestående af kaffebønner - gerne friskkværnet og lidt flere end til en almindelig kande eller kop - skal hældes i en stempelkande eller en skål med koldt vand og sættes i køleskabet.

Når det har trukket i 12-16 timer, røres det rundt og filtreres gennem et kaffefilter. Og så har man sin grundbase, fortæller Lars Aaen, udviklingschef hos Peter Larsen Kaffe, som er medlem af Dansk Kaffeinformation, der repræsenterer de største kaffeproducenter i Danmark.

- Når du brygger kaffe med koldt vand, trækkes bitterstofferne ikke ud på samme måde, som når du brygger kaffe med varmt vand.

- Det betyder, at du anvender kaffens sødlige smagsnuancer og får en meget, meget ren drik, som nærmest minder om te, forklarer Lars Aaen.

Enten kan den rene koldbryggede kaffe drikkes, som den er, eller den kan blandes op med isterninger og mælk - gerne to tredjedele kaffe og så mælk for resten.

- Jo federe mælken er - som fløde og sødmælk - jo mere cremet bliver iskaffen, men man kan også sagtens bruge mini- eller letmælk.

- Vi anbefaler altid at bruge økologiske råvarer, men økologisk mælk har det nogle gange med at skille en smule, siger Lars Aaen.

Han tilføjer, at man også kan bruge plantebaserede drikke til at blande den koldbryggede kaffe op med.

- Mandelmælk fungerer ganske udmærket. Det smager super lækkert i.

Den koldbryggede kaffe kan også tages i mange smagsmæssige retninger.

Man kan blandt andet presse en lime i eller putte vanilje, karamel, lakridspulver eller ingefær i blandingen og lade det trække sammen med grundbasen.

- Det kan være forskelligt, hvordan smagene spiller, i forhold til hvilken type kaffebønner man bruger, siger Lars Aaen og uddyber:

- Lakrids fungerer ret godt med østafrikanske kaffebønner, som har naturlig sødme og ret høj syrlighed, hvorimod lakridsen fungerer mindre godt i tørre kaffer, som colombianske og nicaraguanske kaffebønner, fordi de mangler sødme-modspil.

Også de udgaver kan drikkes, som de er, eller blandes op med den type mælk, man nu foretrækker.

Skal det gå rigtigt stærkt, kan man lave instant-iskaffe.

- Hvis det skal være super nemt, så rører man instant-kaffe op med meget, meget lidt kogt vand, så det bliver til en tyk kaffelage. Dosér den lidt stærkere end til en almindelig kop. Hæld lagen i en blender sammen med isterninger og mælk - gerne en, der er fed som fløde eller sødmælk.

Laver man instant-iskaffe, skal man ifølge Lars Aaen tilføre sirup eller sukker, mens den koldbryggede base ikke behøver tilsat sødme.

- Når man tilfører forskellige typer sukker eller sirupper, bliver instant-udgaven mere ovre i en frappé, siger Lars Aaen.

Har man ikke en koldbrygget grundblanding eller instant-kaffe, kan man sagtens bruge den sjat, man har tilbage i kanden fra morgenkaffen.

- Den rest kan blendes med vaniljeis og eventuelt lidt mælk. Så får du en lækker milkshake, siger Lars Aaen og tilføjer:

- Går man dessertvejen, kan man toppe det med flødeskum, karamel- og chokoladesovs og pynte med grovkværnede kaffebønner.

Fakta: Koldbrygget sjus

- Grundbasen kan også bruges til andet end kaffe.

- Den fungerer rigtigt godt i drinks med appelsinjuice og gin.

Kilde: Lars Aaen.

/ritzau fokus/